LØFT: Det har givet omsætningen et løft, at mange har arbejdet hjemmefra

VEDDUM: Coronakrisen og et lukket Danmark har - om ikke andet - gavnet den lille brugs i landsbyen Veddum.

Mange af byens borgere har arbejdet hjemmefra, og der er ikke som sædvanligt blevet handlet på vejen hjem fra arbejde, men derimod lokalt.

- Marts og april har hjulpet os betydeligt, siger formand for brugsforeningen, Orla Jørgensen.

Han overtog posten som formand for bestyrelsen i 2019 på en generalforsamling, hvor den daværende bestyrelse lagde op til at lukke forretningen.

Medlemmerne stemte imod, og der blev valgt ny bestyrelse.

- Brugsen er ikke i akut krise, men der er stadig usikkerhed om foreningens evne til at fortsætte driften på længere sigt.

- Vi kom ud af 2019 med et underskud, men det er trods alt gået bedre end forventet, siger formanden.

Kundeunderlag daler

- Udfordringen hænger sammen med faldende omsætning, som igen hænger sammen med et faldende kundeunderlag.

Antallet af borgere i Skelund og Veddum er faldet med samme rate som omsætningen de seneste fem år, siger han.

Underskuddet i brugsen var i 2019 30.000 kr., men året før var underskuddet på 262.000 kr.

Orla Jørgensen påpeger, at mange borgere i lokalområdet gør en stor indsats for at bevare brugsen.

Det drejer sig om frivilligt arbejde, betaling forud og gaver.

Alene indbetalt forskud på debitorkonti giver forretningen små 90.000 kr. ekstra i kassen.

Tilfredse kunder

- Kunderne er samtidig godt tilfredse med vores brugs. COOP laver hvert halvår en kundeundersøgelse.

Den seneste er lavet i november 2019, og vores brugs hører til i den bedste femtedel af samtlige Dagli’ Brugser.

Vi ligger som nummer 57 ud af 306 butikker, fremhæver han.

Årets generalforsamling er foreløbig udsat på grund af coronakrisen, men den vil blive holdt så snart, det er muligt.

De tunge skyer har i øvrigt hængt over brugsen i mange år.

- Allerede i 1985 stod Veddum på listen over brugser, der forventedes at lukke inden for 10 år.

Det er nu 35 år siden, men vi er her endnu trods et faldende befolkningstal.

Gennem de seneste fem år har brugsen haft underskud, og omsætningen falder, selvom det nu går bedre.

- Vil vi have en butik i morgen, må vi handle der i dag, opfordrer Orla Jørgensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...