De 550 deltagere i den nordjyske afdeling af Hærvejsløbet kan se frem til en varm modtagelse, når de 23. juni ruller igennem Mariagerfjord Kommune. Privatfoto

23. juni går DGI Hærvejsløbet forbi Hobro

FYRKAT: Lørdag den 23. juni sætter 550 cykelmotionister sig i sadlen for at deltage i DGI Hærvejsløbet ad en ny rute, som bl. a. fører rytterne gennem det himmerlandske landskab.

Løbet har været arrangeret i flere år med ruter på den syd og midtjyske del af Hærvejen, men for første gang får løbet også en rute på den nordjyske del af Hærvejen. Rytterne på denne rute skal køre 125 km. med start i Aalborg og fælles afslutning med løbets øvrige ruter i Viborg.

Undervejs kommer rytterne igennem en del af Mariagerfjord Kommune, og her kan de se frem til en god modtagelse.

Hobro Cykleklub står for den praktiske afvikling i godt samarbejde med DGI, Mariagerfjord Kommune og Vikingecenter Fyrkat.

Første gode oplevelse for cykelrytterne bliver en mulighed for at få sig en smagsprøve af den velkendte is fra Vebbestrup Ismejeri.

Herefter fortsætter turen til Hobro, hvor der ved Vikingecenter Fyrkat vil være et depot.

Vikingetelte, musik og god forplejning vil her give cykelrytterne et velfortjent hvil og en mulighed for lige at snuse til de spændende ting, området omkring Fyrkat byder på, inden turen går videre sydpå.

Formand for Hobro Cykleklub, Henriette Korneliussen, ser på forhånd frem til nogle gode timer.

- Vi synes, det er en sjov opgave at være med til at løse, og i godt samarbejde med DGI, Vikingecenter Fyrkat og Mariagerfjord Kommune vil vi gøre alt det, vi kan, for at give deltagerne en god oplevelse, bebuder hun.

De 550 deltagere starter i Aalborg fra kl. 9 og forventes i Hobro mellem 10.30 og 13.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...