Kranen har været igennem et omfattende renoveringsarbejde

MARIAGER: Siden påske og indtil forleden kunne folk i Mariager opleve, at den fredede Titankran på byens havn først blev pakket ind, så den lignede et kæmpemonster.

Bag indpakningen gemte sig et kompliceret, bekosteligt og omfattende renoveringsarbejde.

Det er nemlig cirka 10 år siden, at kranen gennemgik en omfattende renovering af betonkonstruktionen.

Foreningen Havnens Venner har siden løbende arbejdet på at restaurere og vedligeholde kranen.

Således har bestyrelsen og andre frivillige løbende malerbehandlet stålkonstruktionen.

På trods af denne indsats var tidspunktet for en ny, gennemgribende restaurering påtrængende nødvendig.

Langtidsholdbar maling

Stålkonstruktionen afrenses og får en langtidsholdbar malerbehandling for at forebygge yderligere rustdannelser.

Betonkonstruktionens imprægnering er tæret, der er revner og kiseludblomstringer, og endelig blev træværket i maskin- og styrehuset udskiftet og hele huset malerbehandlet.

Slots- og Kulturstyrelsen omtaler den fredede kran som et teknisk monument med særlige kulturhistoriske kvaliteter og identitetsbærende både for Mariager og for Mariagerfjord.

Svingkranens historie

Som svingkran udgjorde den forudsætningen for, at der effektivt kunne lastes og losses kul i store mængder for videre transport med Mariager Faarup Viborg Jernbane til gasværket i Viborg.

Fra 1936 til 1966 fragtede privatbanen årligt mellem 6000 og 12.000 tons kul fra Mariager til Viborg.

Med opførelsen af Danmarks Saltcenter i 1998 samt anløbsplads for fjordbåden Svanen og for byens aktive Mariager-Handest Veteranjernbane udgør havneområdet i dag en helhed.

Hvert år med besøg af cirka cirka 200.000 gæster.

Tre firmaer bag renovering

Tre virksomheder med specialviden har udført hovedarbejdet: AB-Stillads stod for det store stilads og indpakningen, som sikrer, at de øvrige håndværkere kan arbejde under forsvarlige forhold.

Østjysk Facaderens renoverede betonkonstruktionen og Gardit udførte malerbehandlingen af stålkonstruktionen.

Endelig gennemførtes en afmontering og genmontering af planker under kranen samt udskiftning af ikke genbrugelige planker af Tømrer & Bådebygger Finn Møller.

Arbejdet er netop afsluttet.

Mange har støttet med penge

Renoveringen har koster mange hundrede tusinde kroner.

Den blev støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, Realdania, Elro Fonden, Mariagerfjord Kommune, Sparekassen Hobro Fonden/Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel.

Desuden bidrog Foreningen Havnens Venner med et større beløb, der er sparet op gennem 10 år gennem blandt andet loppesalg.

Foreningen Havnens Venner maler selv styrehus og udskifter træværk.

Hvis du vil hjælpe

Hvis du har lyst til at være med, kan du kontakte Havnens Venner

Foreningen søger også frivillige og nye medlemmer, som vil deltage i et kommende projekt med istandsættelse af den gamle vægt- og vejebod.

Den vil blandt andet være basis for fremtidige loppemarkeder.

Du kan kontakte foreningen via mail anneogerikthayssen@gmail.com.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...