Pest, død, magi og religiøse konflikter indrammer Mandebod - premiere 24. maj - som afdøde Ebbe Kløvedal Reich skrev i 2004. Skal du/I til Fyrkatspillet i år?

HOBRO: Soten raser på Fyrkat i 980.

Den dødelige pest kræver dagligt sine ofre. Børn dør. Selv de stærke krigere bukker under en efter en.

Fortvivlelsen er stor og samtidig går der rygter om angreb fra snart sagt alle verdenshjørner.

Sådan sættes scenen til årets Fyrkatspil, som genbruger afdøde Ebbe Kløvedal Reichs manuskript fra forestillingen i Fyrkathuset for 15 år siden.

Og så alligevel ikke helt.

Vanlig tekstforfatter Jørgen W. Larsen har bearbejdet forlægget, så dramaet i højere grad bæres af dialog end af - oprindeligt - monologer.

Alt håndteret med stor respekt for den oprindelige fortælling.

Vikingetidens underverden

”Ebbe Kløvedal Reich skrev Mandebod til Fyrkatspillet i 2004, og hans store viden om vikingetidens underverden og overnaturlige væsner gennemsyrer handlingen i Mandebod.

Det er en eventyrlig fortælling fyldt med drama, spænding, gys og masser af humor,” som Jørgen W. Larsen udtrykker det i programmet.

”Et både underholdende og tankevækkende skuespil.

De spørgsmål, som Ebbe Kløvedal Reich tager op, er evigt aktuelle, og det er en gave igen at få mulighed for se hans stykke i det flotte Fyrkathus, sekunderer Fyrkatspillets faste konsulent, pensioneret professor ved Aarhus Universitet Else Roesdahl.

Med andre ord - rigtig meget at glæde sig over, når dramaet fra fredag 24. maj slippes løs.

Alle glæder sig

Og glæder sig gør instruktør Nynne Karen Nørlund Steenild sandelig også.

- Skuespillerne arbejder rigtig godt, og vi har det sjovt sammen.

- Jeg glæder mig hver eneste gang til at være sammen med dem.

- Og så er det jo en fantastisk oplevelse at få lov at spille i det flotte langhus, siger instruktøren, som også styrede tropperne ved det seneste julespil.

Men hun har ikke tidligere arbejdet i det rekonstruerede langhus på lokaliteten, hvor den oprindelige Fyrkatborg lå.

Netop her blev den mystiske kvinde fra Fyrkats Grav 4 første gang gjort til hovedperson for Mandebod for 15 år siden.

Hvem var denne kvinde

Men hvem var hun?

Kløvedal Reich lod sig inspirere af tolkningen af af Fyrkatkvinden som en mulig vølve.

En magiker med særlige forbindelser til de hedenske guder - der tilmed selv begravedes efter hedensk skik ved Harald Blåtands borg.

Det endda, selv om der da var gået adskillige år, siden selvsamme konge havde indført kristendommen.

Men hvis gud - asernes eller de kristnes - kan hjælpe de ildestedte sotramte?

Det strides man om.

En rigtig god historie

Først da den finurlige munk, Poppo, ankommer samtidig med fire repræsentanter fra underverdenen, begynder en dramatisk healing, centreret omkring vølven Svavas fortid.

- Ebbe skrev en rigtig god og dramatisk historie om religiøse konflikter.

- Han kunne virkelig noget med ord, og så havde han en morale om, at man ikke skal yppe kiv med religioner,.

- Alle bør have ret til at være her, og det kan vi lære noget af i dag, funderer Nynne Karen Nørlund Steenild.

Til daglig arbejder hun med Dacapoteatret, hvis skuespillere tilbyder deres evner til små spil om konflikthåndtering, som kan bruge på arbejdspladser.

Instruktøren

Fagligt er den 49-årige instruktør også undervejs med en podcast til Danmarks Radio.

Men lige nu handler det for Nynne Karen Nørlund Steenild og de 15 spillere om at få de sidste ender til at hænge sammen.

Nylig torsdag kunne de for første gang trække i deres nyslåede spilledragter.

Fredag 24. maj klokken har Mandebod premiere, og så venter ellers yderligere 14 forestillinger frem til og med lørdag 8. juni klokken 19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...