Der består i Hadsund et godt lokalt samarbejde mellem skole og kirke, og forårets temadage for mellemtrinnet er efterhånden ved at blive en tradition. Sidste år handlede temadagene ved Vive Kirke således om Luther og reformationen. Arkivfoto: Michael Koch

Vive Kirke og Hadsund Skole indleder samarbejde om temadage

VIVE/HADSUND: Hadsund Skole og Vive Kirke arbejder 16. og 17. maj sammen om to temadage, hvor skuespil, lege og fortællinger skal formidle historien om Danmarks overgang fra asatro til kristendom.

Omkring 150 elever fra fjerde, femte og sjette klasse - mellemtrinnet - deltager i skole-kirkesamarbejdet i løbet af onsdag og torsdag i denne uge.

Her rykkes undervisningen til Vive kirke og præstegårdshave, hvor præster, personale og frivillige fra menighedsrådet ved Vive og Hadsund kirker på hver sin måde før historien om Harald Blåtand, vikingerne og præsten Poppo levende.

Når børnene i fælles flok cykler til Vive, venter en folkemængde af udklædte vikinger.

Eleverne føres ned i præstegårdshaven, hvor de drages ind i fortællingen om Harald Blåtand, der i skikkelse af provst Carsten Bøgh Pedersen kommer ridende ind i haven og møder præsten Poppo - her i skikkelse af Erik W. Pedersen.

På glødende kul

Præsten fortæller vikingerne om Hvidekrist, som den nye frelser.

Poppo falder i snak med Harald Blåtand, som kræver et bevis for hans gejstlige snak om Hvidekrist.

Det får Poppo til at bære jernbyrd - det vil sige gå på glødende kul.

Det stunt overbeviser lige godt Harald Blåtand, og han lader sig døbe af Poppo.

Efter skuespillet sættes scenen for resten af dagen.

Den står på værksteder, der involverer dans og lege fra vikingetiden og med Gøgler Jonas i spidsen.

Også brødbagning over bål og undervisning i kirken om kristentro og de første kirker i Danmark indgår.

Dagen afsluttes med helstegt pattegris, inden eleverne atter cykler tilbage til Hadsund.

Samme program gentages torsdag for de øvrige elever.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...