Kom og Dans Hobro tager atter danseskoene på fra på tirsdag - er du/I klar?

HOBRO: Danseforeningen Kom og Dans Hobro starter op igen i efteråret med to introduktionsaftener, som er 21. og 28. august fra klokken 19 i Hobro Medborgerhus.

De følges op med opstart af tre nye kurser onsdag den 4. september samme aften: Grundkursus, kursus for videregående og kursus for fortsættere. Alle kurser strækker sig over 12 gange.

Så hvis du er til dans, og hvis du elsker at kaste dig ud i tempofyldt swing og rock’ n’ roll, så er det nu du skal gribe chancen.

Der skiftes dansepartnere undervejs i undervisningen, så alle kommer til at danse med alle, da danseforeningen lægger meget vægt på det sociale. Kom og Dans Hobro er ikke en danseskole, men en danseforening. Deltagerne opfordres til at medbringe flade glatte sko.

Kom og Dans Hobro fejrede i foråret sit fem års jubilæum og har stået for flere store dansearrangementer rundt om i oplandet med et deltagertal, der har ligget på mellem 100 og 200 deltagere.

Lørdag 14. september 2019 spiller Kom og Dans Hobro desuden igen op til dans i Mejlby Efterskoles store sportshal hal. Til disse dansearrangementer kommer deltagerne generelt fra Skagen i Nord og Vejle i syd samt Grenå i øst og Holstebro i vest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...