Det bliver mere simpelt for unge at være i dialog med kommunen, siger Edin Hajder (S) om ungecentrets flytning til Kirketoften i Hobro

HOBRO: De unge under 30 år skal i nær fremtid kun huske én adresse, når de søger hjælp hos Mariagerfjord Kommune.

I slutningen af denne måned samles medarbejdere i ungeteamet og Ungdommens Uddannelsesvejledning på én fælles lokation, Kirketoften 7 i Hobro.

Hidtil har folkene været spredt på lokaler beliggende på Amerikavej i Hobro og i Korsgade i det gamle rådhus.

Det nye Ungecenter Mariagerfjord indvies med en reception 25. oktober, oplyser Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

I den anledning er der fernisering af en udsmykning, som elever fra den nye FGU-skole har lavet på væggene.

Mere simpelt

I dag kan en ung opleve, at han eller hun skal henvende sig til flere afdelinger og fagenheder i kommunen.

- Med en samling af ungecenteret bliver det mere simpelt og ukompliceret for den unge at henvende sig og være i dialog med ungecenteret.

Det fremhæver Edin Hajder (S), formand for arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalget i Mariagerfjord Kommune, i pressemeddelelsen.

På Kirketoften 7 vil de unge møde uddannelsesvejledere, sagsbehandlere, jobkonsulenter og mentorer.

Tæt på campus

Ungecentret ligger dør og dør med en række uddannelsesinstitutioner så som Tech College, SOSU Nord, 10. klasse, erhvervsakademi Dania, UCN og Tradium.

På Tradium glæder afdelingsleder Anette Skovlykke Nielsen sig til at tage imod Ungecenteret.

- Vi får en fantastisk mulighed for at styrke samarbejdet om de unge, siger hun i pressemeddelelsen.

- Naboskabet mellem Ungecenteret og de forskellige uddannelsesinstitutioner giver god mening i forhold til at skabe et kraftcenter, der netop er målrettet og dedikeret de unge.

Kreativt og livligt

Centerleder Line Martens Jensen ser på sin side frem til at skabe et livligt og kreativt miljø, hvor indsatserne for de unge kan udvikles.

- Der sker mange ting på ungeområdet både lokalt og nationalt, herunder en helt ny forberedende grunduddannelse, som skal have hovedsæde i Hobro.

- Det glæder mig, at vi nu får et fælles fysisk ungecenter, som også kan være med til at danne rammen om udviklingen af dette samarbejde, lyder det fra Line Martens Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...