Arbejderbevægelsens internationale kampdag giver plads til at reflektere over løn, arbejdsmiljø, nedslidning og meget mere

HOBRO: - Her i Danmark mødes folk til 1. maj for at slappe af og hygge sig. Fint nok.

- I Tyskland fejrer vi 1. maj som en af årets vigtigste begivenheder overhovedet og gør rigtig meget ud af dagen.

- I Bremen, hvor jeg kommer fra, opstiller man store telte flere dage i forvejen, og 30. april fester vi og danser vi ind i 1. maj, betror Rüdiger Busch - uddannet teatermaler og bosat i Hobro, hvor han kendes som ”maleren”.

I teltet i Havnegade ved FOA bygningen leverer Wedgwood Duo folkemusikalsk toner mellem et par talere, mens Rüdiger trækker lidt frisk luft uden for.

For øjeblikket arbejder han med udsmykningsopgaver på Sødisbakke.

Han har også dekoreret vægge i på Center Vadgaard i Sdr. Onsild, demensafsnittet på Skovgården og teaterbygningen i Hobro.

Cirka 75 er mødt op til 1. maj i Hobro. Ikke som folkefesten i Bremen, hvor selv ministre indgår som en del af fejringen.

- Men det er nu hyggeligt bare sådan at møde folk her, forsikrer Rüdiger Busch.

Metallønnen

For 25-30 år siden trak det tyske metalarbejderforbund IG Metall lønlæsset for danske kolleger.

Sådan forholder det sig ikke længere, betror Ole Månsson, tillidsmand i 25 år hos Grundfos i Hvam.

- Når vi dengang forhandlede løn i Metal, brugte vi vore tyske kollegers lønninger som løftestang. Men det er for længst slut.

- I dag halter tyske metalarbejdere håbløst bagefter os, fordi en masse uorganiserede folk i specielt bilbyerne kom ind på arbejdspladserne og trykkede lønnen, så en tysk metalarbejder tjener cirka 60 kroner i timen.

- Vi har hørt om tyske kolleger, som har både to og tre jobs for at have råd til huslejen, forklarer Ole Månsson.

Brug for en 1. maj

- Vist er danske metalarbejdere godt med lønmæssigt.

- Men vi har altså også meget at give, fordi vi ikke forsømmer nogen lejlighed til at sende folk på efteruddannelse og styrke dem fagligt.

- Tænk bare på, hvor hurtigt det gik med at omskole smedene, efter at værfterne lukkede i Frederikshavn, uddyber Ole Månsson.

Selv er han gået på efterløn. Som altid går han til 1. maj møde.

- Vi skal brug møderne til at minde hinanden om det, som ikke er godt nok.

Nedslidning koster dyrt

Eksempelvis et dårligt arbejdsmiljø, der betyder nedslidte kolleger, funderer Ole Månsson.

Netop de enorme udgifter, fagbevægelsen har på at hjælpe kolleger, der rammes af arbejdsmiljøskader, beklagede arbejdsmiljøsekretær Jan Toft Rasmussen, Dansk Metal, fra talerstolen.

- Alene i Metal bruger vi 20 millioner kroner på at hjælpe kolleger i arbejdsskadesager. Altså millioner af kroner af jeres kontingenter.

Det burde ikke være nødvendigt i et arbejdsskadesystem finansieret af forsikringsselskaber og skatten.

- Fagbevægelsen bruger mange penge på at sørge for, at kolleger får opfyldt de rettigheder, de har, tordnede Jan Toft Rasmussen.

Et vigtigt EU-valg

Han hyldede de 25.000 arbejdsmiljørepræsentanter rundt på danske arbejdspladser, som fagbevægelsen i år vil ”nurse om”.

Og opfordrede 1. maj deltagerne til at gøre brug af deres stemmeret til EU-parlamentsvalget 26. maj.

- Når nogen hævder, at stramme arbejdsmarkedsregler hæmmer konkurrenceevnen herhjemme, så husk, at reglerne altså styres af EU-direktiverne.

- Netop fordi nogen ønsker at slække på direktiverne, er det jo ikke ligegyldigt, hvem I stemmer på, manede Jan Toft Rasmussen.

Også folketingskandidat Per Husted (S) havde kommentarer til nedslidning.

Ikke samme udløbsdato

- Vi ser nedslidte uværdigt kæmpe sig på job eller til arbejdsprøvninger efter et langt liv med hårdt arbejde.

- Og hvem er så de nedslidte? Tilsidesætter vi egne behov og ønsker, tror jeg faktisk udmærket, vi ved det.

- Med mig selv ved jeg, at det ikke er mig.

- Ikke fordi, jeg ikke laver noget. Men fordi, der ikke er samme udløbsdato på det, jeg laver, lød det kryptisk fra Per Husted, som citerede afdøde Kim Larsen:

”Det er politikernes forbandede pligt at passe på de svage i samfundet. De rige skal sgu nok klare sig!”

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...