Tilsyneladende ud af intet - eller var det i grunden fra Fyrkat - dukkede en flok vikinger forleden op til den lokale biografpremiere på Valhalla og på Torvet i Hobro

HOBRO: Skal der være Valhalla, så lad der være Valhalla.

Tilsyneladende ud af intet - eller var det i grunden fra Fyrkat - dukkede en flok vikinger forleden op til den lokale biografpremiere på Valhalla og på Torvet i Hobro.

Det resulterede i et par drabelige kampe mellem nogle af de harniskklædte folk fra for tusind år siden.

Kampene udartede sig efter en kort snak på stedet, og flere af disse fordums krigere pådrog sig tilsyneladende et banesår.

Men som det jo vides fra historierne fra de dødes rige - Valhalla - så rejser selvsamme døde sig efter en kort stunds dvale og tager påny fat med at kæmpe.

Et par lokale knægte udfordrede vikingerne til kamp, og de formåede med hårde slag såmænd at føje yderligere fysisk spot til skade(de vikinger).

Efter tre kvarter på Torvet bevægede vikingerne sig op i Filmteatret, som hele sidste uge viste nye udgave af filmen Valhalla.

Og det var begribeligvis filmen, der havde trukket vikingerne ind til byen.

Efter at have hængt deres overtøj fra sig og fået lidt til at styrke sig på i kiosken, satte vikingerne sig til rette i biografen for at nyde filmen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...