Guldsmed Asbjørn Zinck Høeghs arbejde har stort set ikke ændret sig, siden han blev udlært i 1974

Asbjørn Zinck Høegh blev udlært guldsmed tilbage i 1974, og selvom det er 46 år siden, har han ikke ændret på sin måde at gøre tingene på. Det handler kort fortalt stadig om grundighed, detaljer og godt gammeldags håndværk.

Da Asbjørn var 17 år og havde afsluttet realeksamen brugte han det meste af sin tid på fiske i Simested å tæt på forældrenes ejendom. På et tidspunkt mente hans mor dog, at han skulle skære lidt ned på fiskeriet og se at få sig et rigtigt arbejde. Hun viste ham en annoce, hvor en guldsmedevirksomhed i Aalborg søgte en lærling. Selvom Asbjørn egentlig fortsat havde mest lyst til bare at fiske, søgte han lærepladsen og fik den. En handling, der på alle måder har været med til at forme hans liv, og som han i øvrigt aldrig har fortrudt et sekund siden.

- Det tager normalt fire år at blive udlært guldsmed, men jeg fik forkortet læretiden med et halvt år. Jeg fik at vide, at det var fordi, jeg var særligt dygtig, og det var et godt rygstød at starte mit arbejdsliv på, fortæller Asbjørn, der med masser af selvtillid valgte at kaste sig ud i tilværelsen som selvstændig guldsmed allerede efter et par år i branchen.

Landets yngste

Sammen med sin daværende hustru valgte han at købe sin egen læreplads; Nordjysk Guldsmedie. Det var i 1976, da Asbjørn kun var 23 år, og dermed blev han den yngste guldsmedemester i Danmark.

Det er mange år siden, men det meste af værktøjet fra dengang bruger Asbjørn såmænd endnu. Bevares, der er kommet lidt nyt til, men ellers har værktøjet fra dengang troligt fulgt Asbjørn i alle årene.

Nordjysk Guldsmedie nåede på et tidspunkt op på otte medarbejdere, men da Asbjørn og hustruen i 1990 valgte at gå fra hinanden, besluttede Asbjørn, at han kun ville være selv, markedsføre sit virke under eget navn, og have værksted hjemme i privaten. Sådan har det været lige siden.

Værkstedet ligger i dag på Fragdrupvej nord for Hobro, hvor Asbjørn hver morgen tager de omtrent ti skridt henover over gårdspladsen for at møde på sit værksted klokken halv seks.

- Ja, jeg har ikke så stort et kørselsfradrag, men jeg glæder mig altid til at komme ud i mit værksted. Det er derfor, jeg møder så tidligt, fortæller Asbjørn, der i årenes løb har udviklet sig til en af landets mest anerkendte guldsmede, hvor han mestrer en række forskellige teknikker. Han støber i både sand og vand og elsker naturligvis også at arbejde med alverdens brillanter og perler.

Troldmandens værksted

Asbjørn laver mange opgaver for både smykkeforretninger og smykkegrossister, men nyder allermest at lave egne, unikke smykker til både private, erhverv og det offentlige. Han har blandt andet lavet borgmesterkæderne til Nibe kommune, Lemvig kommune, Mariagerfjord kommune og midt i december afleverede han en helt nydesignet borgmesterkæde til Brønderslev kommune.

- Uanset om jeg laver en borgmesterkæde eller et unikasmykke til en privat person, kan jeg altid love, at det bliver det eneste af sin art. Når jeg har lavet et unikasmykke, så bliver det aldrig lavet igen. Det er også noget af det, der er fantastisk ved mit arbejde. Det er lidt som troldmandens værksted, hvor jeg kan få lov at kræse om hver en lille detalje, nørkle, være kreativ og gøre mennesker glade.

- Samtidig er det fantastisk at arbejde i et fag, hvor det gode gammeldags håndværk stadig er gældende. Mange andre brancher og erhverv har udviklet sig hastigt igennem årene med nye produktionsmetoder og masser af forandringer. Men sådan er det ikke i guldsmedefaget. Det er lidt som en tidslomme, hvor det hele står stille.

- Og det er måske lidt klichéagtigt at sige, men jeg føler virkelig, at jeg nu i 46 år har levet af min hobby, fortæller Asbjørn hvis dåbsattest vidner om, at han er 68 år, hvilket får ham til at slå fast:

- Jeg har på ingen måder planer om at stoppe eller drosle ned. Hvorfor skulle jeg det? Det er jo min hobby.

Lystfiskeri, traktor og vin

At Asbjørn Zinck Høegh betragter sit arbejde som en hobby, holder ham dog ikke fra at have en række andre fritidssysler, som alle naturligvis dyrkes med stor passion og en udpræget lyst til at gå i detaljerne for at blive ved med at forfine resultatet til det absolut ypperste. Her fornægter en hverdag som guldsmed sig ikke.

- Jeg er stadig en meget ivrig lystfisker, og udover at dyrke selve fiskeriet, sætter jeg også meget pris på at købe gamle splitcane fluestænger og sætte dem flot i stand. Det er også nørklearbejde ned i den mindste detalje. Jeg binder også selv mine fluer. Det kan jeg virkelig også fordybe mig i, fortæller Asbjørn, der også lige har en ældre, superflot Massey Ferguson-traktor parkeret i laden ved huset, simpelthen fordi den bare emmer af kvalitet og godt håndværk. Den er også pudset og velholdt, som vel kun en guldsmed kan gøre det.

Og nå, ja… Så har han og hustruen Helle også et lille vinimportfirma, hvor en anden del af laden er omdannet til vinlager, der indeholder gyldne dråber fra mange forskellige vinlande, som sælges til rigtig gode priser. Men det er en helt anden historie, som vi gemmer til en anden god gang…

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...