Børn i Hobro kan atter blive klogere på biernes verden. Det starter på tirsdag ved Gasmuseet

HOBRO: Den grønne lund ved Gasmuseet i Hobro bliver igen i år omdrejningspunkt for 4H aktiviteten haver - bier - mad for børn.

Aktiviteten foregår over seks tirsdage med start fra 7. maj og afslutning 11. juni. Alle dage er det fra klokken 15-17.

Biavlerne Bente og Niels Rasmussen vil igen i år stå for aktiviteterne omkring bierne. Børnene lærer, hvordan bierne skal passes, og hvordan man ”høster honning” - og vigtigst af alt får børnene en indsigt i, hvor vigtige medproducenter bierne er for, at vi kan få korn, frugter og grønt at spise.

I haverne skal børnene dyrke deres egne grøntsager og er med fra såning til høst. Hver gang får børnene serveret mad, der indeholder ingredienser, som dyrkes i haverne eller honning fra bierne.

Nogle gange skal børnene også selv være med til at tilberede maden.

I år vil 4H’s naturvejleder også være med hver gang med en naturaktivitet, der kæder bierne, haverne og den vilde natur sammen til en større sammenhæng.

Som noget nyt i Hobro kan dit barn også fortsætte oplevelserne med mad på en 4H Madskole i uge 27 på Rosendalskolen i Hobro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...