Lune Carlsen er klar til at give den gas

Expert er klar med ”DM i hygge”, hvor man blandt andet kan vinde en privatkoncert med Lune Carlsen – måske Danmarks bedste Kim Larsen-coversanger. Vinderen findes ved lodtrækning blandt danskernes beskrivelser af, hvordan de hygger sig bedst, og hvilket arrangement de vil nyde koncerten til – og det kan være alt fra svigermors fødselsdag til en forsinket konfirmation.

Konkurrencen kører fra den 24. maj til og med den 21. juni, og vinderen har hele 3 år til at booke koncerten til et valgfrit arrangement, når tiden igen tillader det. I hver af kampagnens 4 uger udlodder kæden desuden en ekstra præmie på Facebook, som kan afhentes i vinderens lokale Expert.

- For mange bliver sommerferien i år ikke som planlagt. Mange rejser er aflyst, og vi er nødt til at få det bedste ud af det herhjemme. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at danskerne får en fantastisk sommer. Og for de heldige, der kan toppe den med at se frem til en privatkoncert, er det jo endnu bedre. Det er et privilegium for os at kunne bidrage til at give hyggen et nøk opad, fortæller Anders Drejer fra Expert i Hobro.

- Idéen til kampagnen startede på baggrund af udskydelsen af EM i fodbold, som ellers skulle have samlet en stor del af danskerne henover sommeren i år. For at vende en negativ situation til noget positivt kom vi på idéen om DM i hygge, der opfordrer danskerne til at skrue ekstra op for hyggen, uanset om det er i hjemmet, sommerhuset, båden eller campingvognen, slutter Anders Drejer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...