Mariager Fjord Orienteringsklub kan tage hul på 2020 med en vigtig donation

MARIAGERFJORD: Mariager Fjord Orienteringsklub kan tage hul på 2020 med en vigtig donation fra Sparekassen Kronjylland: To nye start-og mål-ure, som bl.a. skal bruges ved det kommende DM i Mix Sprintstafet-orientering, som afholdes til maj i Hobro med Mariager Fjord OK som arrangør.

– Vores tidligere ure var så gamle, at de ikke levede ikke op til nutidens krav. Derudover kunne vi ikke længere bestille reservedele hjem til dem.

- Af samme grund er vi utroligt glade for, at Sparekassen Kronjylland nu har givet os to moderne start- og mål-ure, som gør det muligt for os at afvikle professionelle løb og at udvikle os både som klub og løbsarrangør. Sparekassens støtte gør en kæmpe forskel for os, forklarer formand i Mariager Fjord Orienteringsklub, Niels Jørgen Iversen.

Da de to ure står i 35.000 kroner ville det have været en stor udfordring for klubben, hvis den selv skulle finde pengene.

Når Sparekassen Kronjylland har valgt at støtte orienteringsklubben med de nye ure, hænger det bl. a. sammen med klubbens bredde og høje aktivitetsniveau:

- Mariager Fjord Orienteringsklub spiller en vigtig rolle for orienteringsporten i Nordjylland – blandt andet ved at afholde rigtig mange løb i lokalområdet. Den udvikling vil vi gerne være med til at hjælpe på vej i Sparekassen Kronjylland, fortæller Sven Kjærgaard, der er afdelingsdirektør i Sparekassens afdeling i Mariager.

- Eksempelvis ved jeg, at klubben til maj skal afholde DM i mix sprintstafet i Hobro, hvor både motionister og landets eliteløbere vil deltage.

- Til sådan et løb er professionelle start- og mål-ure helt uundværlige, så med vores støtte er vi både med til at udvikle et af Mariager Fjord OKs gode fritidstilbud for 140 børn og voksne, men også sporten generelt, påpeger Sven Kjærgaard.

Danmark er for tredje år i træk verdensmestre i netop mix sprintstafet, så det er en disciplin, der nyder stor bevågenhed herhjemme.

I øvrigt skal urene bruges ved alle klubbens kommende stævner både inden for O-løb og motionsløb.

Uren vil således også komme i brug i forbindelse med Beauté Pacifique Kvindeløbet i Hadsund til maj, Mariagerløbet i juni og Hadsundløbet i september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...