To pædagoger - og en tredje på vej - melder 1. august klar til at (gen)åbne huset med 11 børn

Døstrup Børnehus. Med tilføjelsen - Naturligvis - melder sig på banen

Under det navn tager daginstitutionen i landsbyens gamle stationsbygning 1. august fat, hvor Døstrup Børnehave måtte slippe.

Den kommunale Døstrup Børnehave lukkede ned i foråret 2013, fordi der manglede børn.

Tidligere forældre husker givetvis Helle Rosendahl med en fortid som pædagog på matriklen.

Hun vil sammen med kollega Amalie Kastbjerg og en tredje - endnu ikke ansat - medarbejder tage vare på børnene.

Og børn har børnehuset foreløbig 11 af - både helt små vuggestuebørn og lidt større børnehavebørn.

Andre fire børn er skrevet op til at begynde i løbet af det nærmeste år.

Døstrup Børnehave Naturligvis dækker nemlig hele aldersspektret fra 0 til seks år og er rent faktisk godkendt til 10 vuggestuebørn og 20 børnehavebørn eller næsten tre gange så mange som de hidtil indskrevne børn.

- Men vi er tilfredse med at kunne lægge ud med 11 børn. Man skal jo huske på, at det for forældre altid vil være lidt af en satsning at betro sine børn til en institution, som endnu ikke er kommet i gang, og som derfor ikke har fået mulighed for at vise, hvad den kan.

- De kan jo kun tage os på vores ord om, hvad det er, vi gerne vil med huset her, anfører Amalie Kastbjerg

- Så det er jo i virkeligheden flot af disse forældre, at de lige som os synes, at vi er i gang med et godt projekt med en lille og overskuelig institution som et modstykke til de større og større daginstitutioner, uddyber Amalie Kastbjerg.

Hun blev prikket på skuldrene af bygningens ejere, Lars og Dorthe Bech Hansen,

- De spurgte, om ikke det var et projekt for mig, og det sagde jeg ja til.

- Jeg vil gerne være med til at drive en institution med vægt på nærvær og på hyppig brug af den natur, vi har omkring os, siger Amalie Kastbjerg, der sammen med mand og to børn flyttede til området for et par år siden.

Hver torsdag eftermiddag i juli har de inviteret forældre og børn i byen til et par timers hygge og leg på sportspladsen ved Døstrup Børnehus Naturligvis.

Mellem 10 og 20 har benyttet sig af tilbuddet, der gentages på torsdag fra klokken 15 til 17.30.

- Alle er velkomne, og man kommer og går, som det nu passer ind i børnenes rytme, inviterer Amalie Kastbjerg.

Fredag 11. august indvies Døstrup Børnehus Naturligvis med lidt klovnerier og et par velvalgte borgmesterord fra Mogens Jespersen (V).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...