Til stormødet 15. ds. præsenterer den vanlige forfatter, Jørgen W. Larsen, et udvalgt manuskript af afdøde Ebbe Kløvedal (1940-2005)

HOBRO: Findes der mon et brugbart Fyrkat-manuskript i afdøde forfatter Ebbe Kløvedal Reichs efterladenskaber?

Den opgave har forfatteren og skuespiller Jørgen W, Larsen påtaget sig at løse ved at kigge manuskripterne igennem og hitte det frem, som bedst egner sig til årets forestilling med premiere 24. maj.

Om forehavendet lykkedes, vil afsløres tirsdag 15. januar klokken 19, når Amatørteatret Fyrkatspillet indkalder til stormøde i Hobro Biblioteks store foredragssal.

Stormødet 15. januar

Her fortæller forfatter Jørgen W. Larsen sædvanen tro om årets manuskript og om de spændende opgaver, der venter i Amatørteatret Fyrkatspillet.

Du kan melde dig til det, du har lyst og tid til.

Det gælder børn som voksne - skuespillere, dragtfolk, håndværkere og praktiske folk, der vil bidrage til taffel, markedsføring, lys, lyd, rekvisitter, økonomi og mange andre opgaver.

Dårligt har Fyrkatholdet altså nået at sluge jule- og nytårsmaden og fordøje indtrykkene efter årets juleforestilling på Hobro Theater, før der - sædvanen tro - skal tænkes i forsommerlune Fyrkatbaner.

Ebbe Kløvedal

Da Ebbe Kløvedal Reich døde i 2005 havde han rent faktisk nået at skrive flere manuskripter til Fyrkatspillet.

Han stod bag trilogien Orm & Guldfugl (2001), Broen i 2002 og Fridas Vilje (2003).

- Da Ebbe blev syg og måtte skrue ned for forfatterskabet, sagde han, at skulle han på et tidspunkt igen få kræfter til at skrive manuskripter, ”så bliver det Fyrkatspillet jeg vælger at skrive til”.

Det fortæller Jytte Frederiksen, som er formand for Amatørteaterforeningen Fyrkatspillet.

Yndet gæst og gode minder

Hun uddyber:

- Ebbe Kløvedal var meget begejstret for at komme til vores stormøder, som vi holdt med de praktiske grupper bag spillet.

Han deltog i møderne med instruktøren, og Ebbe havde en særlig god kontakt med forfatteren Jørgen W. Larsen.

- Alle medvirkende i de praktiske grupper har gode minder med Ebbe Reich og hans kone, Elise Reich, som altid kom til premieren og til stormøderne i spillet, og som deltog i sammenkomsterne efter forestillingerne.

Julespillets instruktør

- Elise Reich har i øvrigt meldt sin ankomst til premieren fredag 24. maj i Fyrkathuset klokken 19, betror Jytte Frederiksen.

Som instruktør af Ebbe Kløvedal Reichs spil er valget faldet på skuespiller Nynne Karen Nørlund Steenild, som jo instruerede En Gyselig Jul for nylig.

Hvad årets spil i Fyrkathuset kommer til at handle om, antyder Jytte Frederiksen - måske:

- Nu, hvor professor Søren Sindbæk har afsluttet sit arbejde med udgravningen af vikingeborgen på Sjælland, er der jo kommet rigtig mange nye ting frem om Harald Blaatands borge...

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...