41-årige Johnny Wulff Andersen tager over efter Poul Søndberg

HOBRO: Det bliver 41-årige Johnny Wulff Andersen, der overtager stolen som centerchef i Hobro Idrætscenter efter Poul Søndberg.

Johnny Wulff Andersen er valgt ud af et ansøgerfelt på knap 50 kandidater, oplyser idrætscentret i en pressemeddelelse. Han kommer fra en stilling som centerleder i Idrætscenter Østermarken Aars.

- Så det er en lokal mand med bred erfaring i alle de mangeartede opgaver, der påhviler en centerchef i et moderne idrætscenter, der nu overtager depechen, siger bestyrelsesformand i Hobro Idrætscenter, Henrik Bøker.

Johnny Wulff Andersen har også et job som idrætskonsulent i Mariagerfjord Kommune bag sig. Han er kendt i brede kredse for sine egne sportslige præstationer som ekstremløber, men også som arrangør af bl.a. Champagnemaraton og Løb for Livet, oplyser idrætscentret.

- Jeg ser frem til, sammen med det øvrige personale, at sikre en fortsat sund drift af Hobro Idrætscenter. Sammen med bestyrelsen er der allerede drøftet muligheden for nye sportslige aktiviteter. Ud over at give de lokale idrætsforeninger gode muligheder for at udøve deres sport, er der også mulighed for at tilbyde flere holdsportsaktiviteter, som man kan tilmelde sig fra gang til gang.

- Desuden ser jeg meget frem til at være en del af det udviklingsprojekt, som bestyrelsen har arbejdet med gennem de seneste år, og som vil være med til at ajourføre faciliteterne i Hobro Idrætscenter, siger Johnny Wulff Andersen.

Da Poul Søndberg før sommerpausen meddelte, at tiden nu var inde til at træde tilbage som centerchef i Hobro Idrætscenter, og nyde et velfortjent otium, var det ikke nogen stor overraskelse for bestyrelsen. Efter 36 års ansættelse i Hobro Idrætscenter og heraf 18 år som Centerchef, kan Poul Søndberg ikke beskyldes for at løbe af pladsen i utide,

Johnny Wulff Andersen har første arbejdsdag i Hobro Idrætscenter 1. oktober i år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...