Otte elever fra Thorsgaard Efterskole planlægger og arrangerer Markedet På banen - søndag 3. juni på Hobro Banegård

HOBRO: Kan man forestille sig Hobro Banegård omdannet til et hyggeligt marked med boder, der sælger kvalitetsvarer, levende musik og lidt underholdning for børnene?

En flok unge fra Thorsgaards Efterskole i Hobro kan.

Sammen med den socialøkonomiske Café På Banen, som siden årsskiftet har indtaget det gamle billetsalg og baglokalerne på banegården, arbejder otte unge fra 10. klasse ihærdigt på at at stable et marked på benene.

Marked På Banen, som de kalder foretagendet, afvikles søndag 3. juni fra klokken 10 til 15.

- Under den nylige open by night i Adelgade uddelte vi flyers og talte med nogle af butikkerne om at stille med en bod på markedet.

- Vi har også inviteret eksempelvis Bies Bryghus til at udstille og sælge nogle af deres produkter, forklarer Edith Katrine Stenbeck Poulsen og Nete Iben Pedersen.

Der arbejder for at skabe interesse for markedet - også ved brug af de sociale medier.

Kvalitetsvarer

- Vi går meget op i, at boderne primært indtages til lokale, som sælger kvalitetsvarer, uddyber de.

- Og hvis "Moster Inga" strikker økologiske karklude, må hun også gerne være med. Det koster ikke noget at få en lille bod hos Marked På Banen, inviterer Edith.

I skrivende stund har Leonora Smykker, Filmteatret, Hobro Produktionshøjskole og Harlequin i Mariager sagde ja til at udstille.

Sidstnævnte hører under Fonden Hedehusene i Mariager, som også driver Café På Banen.

I samarbejde med Jobcentret beskæftiger cafeen vekslende unge på kanten af arbejdsmarkedet.

Kunstnere og gårdbutikker

- Derudover arbejder vi på at få eksempelvis kunstnere, gårdbutikker og andre til at være med på markedet. Det er ikke tanken, at folk besøger markedet det ene formål at købe noget - men også for at opleve en hyggelig markedsstemning med musik og glade mennesker, understreger Edith.

Men hvis sulten skulle overmande de besøgende, så har Café På Banen velsmagende måltider på menukortet.

- Jeg har faktisk selv gået og puslet med tanker om et marked her på stedet, som kan være med til at skabe opmærksomhed om cafeen nede i byen, så for os er det rent win-win, at Thorsgaard Efterskole tilbyder at lave det her projekt, fremhæver Steffen Olsen Jensen, der er fastansat kok på cafeen.

Mere liv på banegården

Markedet skal ses som et bidrag til at skabe mere liv på banegåden og cafeen på stedet.

Stationen og cafeen skal "være et sted, hvor man har lyst til at komme og spise og opholde sig - et hyggeligt sted med plads til fællesskab", har de unge på forhånd tænkt sig.

- Måske kan vi med vores projekt vise, hvordan man skaber mere liv mennesketomme stationsbygninger, siger de tre samstemmende.

I grove træk bruger de maj måned på at definere markedet, opsøge firmaer og private, der har lyst til at sælge deres produkter og ikke mindst hjemsøge de fornødne tilladelser til at bruge faciliteterne, der jo dels tilhører DSB (banegården) - dels Banedanmark (perronen).

Og det er ikke så nemt endda at få lov.

- Vi ved faktisk ikke, om vi får lov at inddrage perron 1 til markedet, selv om der normalt ikke kører tog der.

Mange detaljer

- Hvis ikke, vi får tilladelse til at være her, vil vi bruge ventesalen og området foran banegården, siger Nicolai Breum fra planlægningsgruppen.

Den gruppe tæller fem elever, og de har travlt.

- Der er nok af tråde, der skal samles, som Nicolai udtrykker det - vel vidende, at tiden er ved at være knap.

Og på dagen skal vi blandt andet have opstillet en scene, hvorfra elever fra musikholdet på efterskolen spiller, siger han.

Projektorienteret 10. klasse

Sammen med yderligere fire elever går de unge til daglig i TE 10, som står for Thorsgaard Efterskole 10. klasse.

Den adskiller sig fra andre klasser ved helt og holdent at være en projektorienteret klasse.

Eleverne hverken undervises i fag eller slutter med eksamen.

De har afsluttet niende klasse og kunne i princippet begynde på gymnasiet eller andre ungdomsuddannelser.

- I stedet har vi valgt at bruge et år til at arbejde med fem-seks projekter hen over skoleåret.

- Det skal modne os og give os nogle redskaber til at komme videre på arbejdsmarkedet eller gymnasiet, forklarer Nete og Edith.

Og lige nu arbejder de altså på at få Markedet På Banen - søndag 3. juni klokken 10 til 15.

Interesserede kan følge projektet på Café På Banens facebookside eller sende en mail på markedetpåbanen@gmail.com.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...