Barnebarnet fik gåsehud, da han for første gang så sin farfar Hobro-læreren Harald Johansen i ”levende live” - spillet af Jørn Lund

HOBRO: Harald Viggo Johansen blev ansat som lærervikar på Hobro Søndre Skole i 1890.

Siden arbejde han mange år som fastansat lærer på stedet.

Men han gjorde sig nogle mærkelige, flyvske tanker om højder og deslige.

Og H. V. Johansen endte i 1920’erne med at blive fyret.

På scenen i julespillet En Gyselig Jul møder vi ham i skikkelse af Jørn Lund, som med nervøse fagter og flaksende blik mere end antyder, at den venlige og vellidte lærer måske har en lille skrue løs.

En dygtig lærer, som det måske slog klik for.

- Jeg må højere op - ud i bakkerne.. op.. op, fabulerer Johansen, mens han på scenen trækker rundt med sin cykel.

Mødet med farfaren

Forleden oplevede barnebarnet Jørn Johansen for første gang sin farfar bevæge sig selvudslettende rundt i Jørn Lunds figur.

Jørn Johansen overværede onsdagens forestilling på Hobro Theater.

- Jeg mødte aldrig min farfar, og de eneste håndgribelige efterladenskaber, jeg har, er hans dødsattest og to fotos af ham, som min far gav mig.

- Så i dag møder jeg for første gang min farfar. Og jeg synes faktisk, at Jørn Lund spiller ham rigtig godt.

- Det var lige før, hårene rejste sig på armene, betror Jørn Johansen i pausen.

- Måske havde min farfar noget med højder. Om han han kiggede opad, som Jørn Lund gør i stykket, ved jeg af gode grunde ikke. Men farfar boede da i hvert fald højt - i Villa Solgården, bemærker barnebarnet.

Lærer Johansen født i 1864

Han og kæresten Jette Christensen har gjort turen fra Sæby, hvor de bor.

- Hvor er det et rigtigt sjovt fint stykke. Rigtig hyggeligt - og hvor spiller de dog godt, roser Jette Christensen.

Den karakteristik tilslutter Jørn Johansen sig.

Det var nylig i forbindelse med Ole Bornedals tv-serie ”1864”, at han begyndte at undersøge farfarens gøren og laden.

- Jo, for Harald Viggo Johansen var nemlig født i 1864 i Ringsted, og jeg har i øvrigt skrevet en bog om min farfar og om gadelivet i Hobro.

Bog om gadelivet i Hobro

- Storsøster Christofine Jacobine, som var skrevet ind i forestillingen i fjor, drev i øvrigt forretning i Adelgade, men også storebror Julius Ferdinand var en markant skikkelse i datidens Hobro.

- Men det kan du jo læse om i min bog - Børn af Ringsted - anbefaler Jørn Johansen.

Og parret er ikke ene om at synes godt om En Gyselig Jul, der spillede sidste gang i søndags.

- Hvor er de fire veninder på scenen dog søde. De spiller rigtig godt, bemærker Børge Lyngaa, Tobberup.

De gør det fantastisk godt

- Ja, især børnene og de unge gør det fantastisk godt. De bringer noget fornyelse ind i Fyrkats julespil.

- Jeg er meget positivt overrasket.

- Næsten hvert år ser jeg spillet, og det i år er rigtigt sjovt og velspillet, roser således Vitha Sørensen, Hobro.

- Herligt underholdende, velspillet og en fin stemning på scenen, som man bliver i godt humør af, bedømmer Pernille Mertz, Hobro, som ser julespil for første gang

Det er langt fra tilfældet for Kirsten Lindof, Gandrup, og Anne Mette Lindof, Støvring, der plejer at gøre en større familieudflugt ud af Jul Over Himmerland.

- Det lykkedes ikke helt i år, hvor de lidt større børn af forskellige årsager måtte blive hjemme.

- Men med de mindste så vi Faster Lizzies Jul på Himmerlands Teater, og i det hele taget elsker vi at tage rundt og se teater.

Julespillet i Hobro er altid en rigtig god og hyggelig oplevelse.

Ham Larsen (jørgen W., red.) er jo god til at skrive den slags stykker, lyder det samstemmende fra Kirsten og Anne Mette Lindof.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...