Naturfotograf Niels Marius Andersen, Hobro, gjorde fine fangster under sine daglige fototure langs veteran-jernbanen

Ugerne op til sankthans skulle vise sig at være givtige for naturfotografen Niels Marius Andersen, Hobro.

Under sine hyppige vandreture i Onsild Ådal formåede den 80-årige pensionist fra Hobro på en og samme tur at indfange både en blåhals og en rødrygget tornskade med sit Canon kamera.

Og på en tur langs ved banestrækningen mellem Mariager-Handest Veteranbane fik kameralinsen nær Svenstrup has på den lille humlebille - endda to gange inden for få dage.

Den er aktiv i de tre sommermåneder.

- Billen er ikke meget større end en mariehøne.

- Hverken jeg selv eller andre, jeg har talt med, har før set den lille humlebille, og jeg har rent faktisk fotograferet siden 1960, fortæller Niels Marius Andersen.

Den lille bille, som måler mellem 9 og 12 millimeter, blev første gang observeret i Danmark i 1998 - men da fortrinsvis i de sydøstlige landsdele.

Og altså et stykke vej fra Svenstrup ved den gamle banestrækning.

Måske gemmer der sig en lille forklaring her, idet larven, der er to-tre år undervejs, blandt andet er fundet i gamle togsveller.

- Jeg kører næsten dagligt ud og går tur langs banestrækningen, hvor naturen er rigtig flot, og hvor jeg både fotograferer fugle, sommerfugle og andre insekter, fortæller Niels Marius Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...