Nightingale String Quartet giver 24. februar koncert på Mariagerfjord Gymnasium

HOBRO: Søndag eftermiddag 24. februar kan man på Mariagerfjord Gymnasium opleve en af landets bedste strygekvartetter, Nightingale String Quartet, bestående af Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard på violin, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch og Louisa Schwab, cello.

De fire unge piger er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og begyndte at spille sammen i 2007. I de følgende år vandt kvartetten en lang række priser, blandt andet P2’s talentpris ”for med brændende passion, uimodståelig gejst og smittende indbyrdes lydhørhed at få den klassiske strygekvartet til at sprælle af liv”.

Det helt store gennembrud fik Nightingale String Quartet med indspilningen af Rued Langgaards strygekvartetter, vol. 1-3 i årene 2012–2014. Et uspil, der sendte kvartetten direkte til tops i den internationale musikpresse.

Ved koncerten i Hobro bliver der også lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med denne aparte og noget oversete danske komponist, idet publikum får mulighed for at høre hans sjette strygekvartet i én sats over en svensk folkemelodi.

På programmet står også Langgaards samtidige, Carl Nielsen med sin tidlige strygekvartet i g-mol, og Griegs g-mol kvartet.

Violinisten Gunvor Siem har pt. barselsorlov og erstattes ved denne koncert af den fremragende Kirstine Schneider, der allerede spillede i Hobro Musikforening i efteråret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...