Ukendte sammenhænge skal frem i lyset, når Danvet i Hobro entrerer med dyrlæge Hanne Bak med en ph.d i epidemilogi

HOBRO: Ukendte sammenhænge skal ud af mørket, og fastgroede sædvaner skal efterprøves.

Det sker, når den landsdækkende dyrlægepraksis Danvet, Blåkildevej 17 i Hobro, som den første i branchen ansætter en epidemiolog til at analysere data fra over fire millioner svin.

Dyrlægen Hanne Bak med en ph.d. i epidemiologi er ansat til at få sat struktur på den enorme mængde data, som Danvet har adgang til fra de mere end 1000 svinebesætninger i kundekartoteket.

Sammenhænge på tværs

Indtil videre er informationerne samlet på besætningsniveau, og Hanne Baks rolle bliver at finde sammenhænge på tværs af de mange svineproducenter.

- Der er ofte flere forskellige måder at løse et givent problem, ligesom der er mange muligheder for at forbedre produktiviteten, forklarer Anders Elvstrøm, dyrlæge i Danvet, der er landets største svinefaglige dyrlægepraksisser.

- Ved at efterprøve effekten af forskellige tiltag, får vi bedre mulighed for at finde de bedste løsninger.

Hvilke tiltag virker eksempelvis bedst på at forebygge navlebrok?

- Når vi samler al data på tværs af vores kunder, kan vi i meget højere grad afdække problemstillinger eller gevinster, som man ikke umiddelbart ser.

Af enorm værdi

Det kan potentielt give enorm værdi for svineproducenterne, uddyber Anders Elvstrøm.

Hanne Bak skal hovedsageligt analysere basisinformationer omkring besætninger, såsom fodring, størrelse, belægningsgrad, sygdomsforekomst og behandlingsstrategier.

Senere udføres mere specifikke undersøgelser.

Hun glæder sig til at komme i gang med arbejdet, der både foregår ude ved grisene og inde på kontoret.

- Målet med mit arbejde er enten at cementere eller afvise alle de ting, man tager for givet ude i staldene.

- Svineproducenterne får dermed en samarbejdspartner med et hidtil uset videnskabeligt fundament at rådgive ud fra.

- Der er så mange tal derude, som ingen kigger på.

- Det synes jeg er ærgerligt, for vi kan alle blive klogere på de her sammenhænge, og det er virkelig spændende, synes Hanne Bak.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...