HIK-veteraner stillede op for Jutlander Bank, da Hobro IK skulle optage fodtennis-video til sin julekalender

De kan endnu – nogle af de gamle veteraner fra Hobro IKs førstehold i fodbold.

Det beviste 59-årige Steen Juulsgaard og 55-årige Henrik Pedersen, da de til støtte for deres gamle fodboldklub forleden stillede op til en gang fodtennis mod to af de unge talenter fra klubbens nuværende førsteholdstrup: Midtbanespiller Mikkel (M.P.) Pedersen (Henriks søn) og målmand Adrian Kappenberger (bedre kendt som Adi).

Både Juulsgaard (310 førsteholdskampe) og Pedersen den Ældre (150+ førsteholdskampe) er i dag ansat i Jutlander Bank som henholdsvis finanschef og formuerådgiver. Og det var som repræsentanter for banken, de stillede op til en gang fodtennis i deres ”bankuniform”.

Anledningen var, at Jutlander Bank er en af 24 sponsorer for Hobro IK, der deltager i klubbens julekalender. Bag hver af de 24 låger gemmer sig en video, hvor spillere, trænere og andre fra Hobro IK bliver prøvet af med forskellige udfordringer, stillet af dagens låge-sponsor.

Bag hver låge gemmer der sig også en mulighed for, at klubbens fans kan købe lodder til et lotteri om en præmie, som dagens sponsor har doneret.

Formålet med julekalenderen er nemlig at samle penge ind til Foreningen Hobro IK af 1913.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...