Efter et helt arbejdsliv i farvehandlerbranchen har 63-årige Keld Andersen taget fat som førstemand hos Flügger Farver i Adelgade 2

HOBRO: - Jeg har haft et fantastisk arbejdsliv, hvor jeg hele tiden har fået mulighed for at udvikle min viden om farver og blive klogere på mit fag.

- Blandt andet stod jeg i tre år med ansvaret for en farvehandel i Randers, og som kædekonsulent var jeg i 12 år med til at præge farvehandlerkæden Profa, siger 63-årige Keld Andersen, Hobro.

Og trods mere end 40 år i branchen, er det bestemt ikke slut med at blive klogere på farver.

Ville gerne være speditør

Efter årsskiftet trådte han nemlig til som førstemand hos Flügger Farver i Adelgade 4.

Keld Andersen tog hf på gymnasiet først i halvfjerdserne, gik derefter på etårigt studenterkursus i Aalborg - men drømte egentlig om at blive speditør.

At skulle arbejde med logistik - med at få fragtet varer fra A til B og få fyldt op med andre returvarer fra B til A - tiltalte Keld Andersen, dengang skoletiden lakkede mod enden.

Og det skulle allerhelst være med base i Sønderjylland, fordi han følte sig ganske godt kørende ud i det tyske sprog.

Desværre satte rigtig mange andre unge de år næsen op efter en af få lærepladser som speditør i Sønderjylland.

Kampen om lærepladserne var hård, og da indbyggere på de kanter jo ikke er fremmed med sproget syd for grænsen, punkterede speditørdrømmen her.

Østergaard Farvehandel

I stedet kan Keld Andersen efterhånden se tilbage på et langt arbejdsliv i farvehandelens tjeneste.

Egentlig et logisk branchevalg al den stund, at hans mor havde en fætter - Anthon Østergaard - der i 1958 etablerede Østergaards Farvehandel i Adelgade 37.

Her tog skoleelev Keld Andersen i starthalvfjerdserne en budtjans - og bragte varer og regninger ud til kunderne.

Som nyudsprungen student midt i det årti fik han så tilbudt en læreplads i butikken.

Og i kraft af sine godskrevne bud-meritter kunne den unge mand nøjes med et års oplæring og allerede i 1976 kalde sig uddannet farvehandler.

Hele landet som arbejdsplads

I selvsamme butik arbejdede Keld Andersen mange år senere som næstkommanderende under Ivan Østergaard indtil få måneder før, Østergaards Farvehandel i september 2016 satte punktum efter 58 års virke på Hobros centrale butiksstrøg.

I forretningen i Adelgade 37 var Keld Andersen vendt tilbage ved indgangen til 2011 efter 15 farverige år andre steder i branchen.

Fra 1995 ledede han en Akzo Nobel ejet Sadolin forretning Randers, og lige efter nytår 1997/98 tog han fat som kædekonsulent hos Profa - en farvehandlerkæde, der dengang omfattede cirka 60 butikker, og som Anthon Østergaard i sin tid var medstifter af.

- Jeg havde hele Danmark inklusive Færøerne som arbejdsplads.

Besøgte de mange butikker, bidrog med at introducere nye produkter, gav råd om vedligeholdelse, om nye måder at indrette butikkerne på og om daglig drift og markedsføring.

Flügger Farver

Et virkelig spændende job, mindes Keld Jørgensen.

Men de travle år sluttede med finanskrisen, og ved indgangen til 2011 var han tilbage, hvor han havde tilbragt næsten halvdelen af sit arbejdsliv.

Inden nøglen for sidste gang blev drejet om i Østergade 37, var Keld Andersen blevet daglig hos PP Mester Maling - nu PP Professionel Paint - i Aalborg.

Et datterselskab under Flügger Farver.

- Brugerne her er professionelle folk, som man ikke behøver at fortælle, hvad der befinder sig i malerspandene, og hvad det kan bruges til, bemærker Keld Andersen.

Samme type kunder møder han ved syvtiden om morgenen, når et vekslende antal malere tjekker ind i Adelgade 2 hos Flügger, hvor jobbet som førstemand blev ledigt sidst på det gamle år.

Farvernes vej

Det er noget mere bekvemt at have fem minutter til arbejde, end dagligt at skulle køre 110 kilometer til og fra Aalborg.

- Flügger valgte på et tidspunkt at gå efter at blive malerfagets foretrukne leverandør, hvorfor vi har en del engrossalg om morgenen.

- Men selvfølgelig også masser af salg til almindelige kunder, der gerne vil købe kvalitetsprodukter.

- Man køber ikke en spand maling til 179 kroner her, bemærker Keld Andersen.

- Alt andet lige har maling aldrig været af højere kvalitet end nu om dage, hvad vaskbarhed, anvendelsesmåde, miljø og sikkerhed angår.

Altid ren pensel

- Hvor produkterne i gamle dage kunne indeholde formaldehyd og andet, som ikke var godt for helbredet, er maling i dag meget lidt miljøskadeligt, bærer både EU blomster og svanemærker og er stort set udelukkende vandbaseret.

De er lige så gode som de terpentinholdige produkter, som næsten er forsvundet.

- Men det stiller til gengæld også større krav til anvendelse af produkterne - herunder en vis hygiejne.

Maling i dag rummer så lidt konservering, at hvis du bruger en møgbeskidt pensel, så går der snart bakterier og råd i malingen.

Så husk endelig at gøre din pensel grundigt ren i vand, inden du bruger den, lyder et godt råd fra en fagmand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...