Ny formand bød velkommen - en velspillende debutant i hovedrollen - men alt for få tilskuere til de første to opførelser af Mandebod

HOBRO: Hun er et fund, ganske enkelt et fund.

Begejstringen skinnede tydeligt igennem hos de, der overværede årets første Fyrkatspil, hvor det hurtigt stod klart, hvorfor både instruktør og medspillere insisterede på, at rollen som sejdkvinden Svava måtte bæres af Britta Meier Jensen - debutant eller ej.

Også Vaino, troldkarl fra Lapland i skikkelse af Anders West Rasmussen gør det skælmsk - og kort - inden han brat ekspederes ud af fortællingen.

Vi befinder os jo i vikingetiden med religiøse og andre stridigheder.

Løssluppent

Også Jonas Bilstrup som den omvandrende munk - Poppo - ruller sig løssluppent ud i en af sine bedste roller i det intime spillehus.

Her bød desuden garvede Fyrkat aktører som Mogens Halvas, Niels Junior, Ole og Vita Kvist sig til.

Hvorimod Kaj Børge Jung Pedersen for første gang i mands minde tog sig en Fyrkat walk over.

På flere andre måder adskilte årets forestilling sig fra de senere år.

Dels havde man jo genbrugt afdøde Ebbe Kløvedals Mandebod, idet den faste forfatter Jørgen W. Larsen har ombearbejdet manus fra 2004 til mere en mere dialogpræget fortælling.

Dels noterede spillet bemærkelsesværdigt få tilskuere til de to første forestillinger - ikke mindst om lørdagen.

Det rettede sig forhåbentligt i den forgangne uge.

Sidst, men ikke mindst, kunne en nyslået Fyrkatformand i skikkelse af Michelle Danum Møller byde publikum velkommen til premieren.

Den nye formand

- Alle har gjort sig umage, og undervejs har vi afprøvet forskellige udgaver - tre versioner af blodklatter, der alle blev kasseret – hvem, der skal sidde hvor - podier ind, podier ud - lydniveau - timing, timing, timing, betroede formanden.

Hun rettede en varm tak til instruktør Nynne Karen Nørlund Steenild.

- Tak for dit store engagement i ikke bare at få en forestilling op at stå, men at få os til at opfatte og opføre os som et ensemble med blik for hinanden.

- Og tak for din iver med at give os opgaver for, hvor vi skulle gå rundt og tænke som vores person.

- Og tak for dine meget overdrevne personskildringer, som selv amatører kan forstå, lød det muntert fra Michelle Danum Møller.

Tak til forgænger

Inden hun selv indtog pladsen som sufflør, sendte den nye formand også en hilsen til sin forgænger:

- Jeg tror, at alle, der har mødt Jytte Frederiksen i en situation, hvor der er noget hun gerne vil, ved, at netop hendes viden, netværk og ihærdighed har haft stor betydning for, at vi i dag er en veletableret forening, der spiller for 33. gang, fremhævede Michelle Danum.

Du kan stadig købe billet til forestillingerne 5. juni samt 7. og 8. juni.

Til sidstnævnte hører taffel med lammekøller.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...