Samlede investeringer for 10 millioner kroner - heraf en halv i LAG-støttet - har skabt en lokal succes i Bramslev Bakker

BRAMSLEV: EU-støtte har skabt lokal vækst - også på Bramslevgaard på kanten af de flotte bakker.

Her har midler formidlet af Lokale Aktiv Grupper - LAG - spillet en vigtig rolle i udviklingen af Herregårdshotellet Bramslevgaard til et moderne hotel og konferencecenter.

Det ligger smukt i det bakkede landskab ved Mariager Fjord.

Stedet har en lang historie. Men det er som hotel og konferencecenter, at Hotel Bramslevgaard - Kursus & Herregårdsophold for alvor manifesterer sig i den brede offentlighed.

Siden 1959 har herregården beværtet gæster, og den drives fortsat som et familieforetagende.

Det er dog især i de senere år, Bramslevgaard har løftet sig og forvandlet sig til et hotel ud over det sædvanlige.

Det stor spring fremad

Udviklingen til moderne tider tog fart, da ejerparret Lene og Jørgen Bidstrup i 2014 besluttede at investere i fremtiden.

Stedet havde oplevet en stigende popularitet og beværtede ofte to eller flere selskaber samtidig og under utidssvarende forhold.

Til sidst måtte man erkende, at hverken køkken eller de øvrige faciliteter levede op til efterspørgslen.

Sammen med sønnerne, Søren og Jacob Bidstrup, tog de en fælles beslutning.

Der skulle arbejdes på en stor modernisering og udvidelse af faciliteterne.

Formålet var blandt andet at tiltrække flere danske og udenlandske turister med henblik på at skabe fremdrift og liv i lokalområdet.

Bakker og fjord skulle gøres kendt ude i verden.

Flere lokale arbejdspladser

Samtidig nærede ejerne en vision om at skabe flere lokale arbejdspladser.

Det lykkedes. I dag beskæftiger Herregårdshotellet Bramslevgaard 30 til 35 medarbejdere i en blanding af både heltids-, deltids og fritidsstillinger.

Blandt væsentlige ønsker til forbedringer var et nyt restaurantkøkken, der for alvor kunne løfte de mange efterspørgsler.

Dertil et behov for flere overnatningsfaciliteter.

Planerne gik i retning af en ny værelsesfløj, der kunne huse både hotel- og konferencegæster.

Investeringerne krævede penge, og det lykkedes at få del i LAG-midlerne.

To LAG-tildelinger

I 2015 fik ejerne tilsagn om et tilskud på 280.000 kroner til at modernisere og udvide køkkenet.

LAG-midlerne gik blandt andet til nyt inventar, nyt udstyr og maskineri.

Året fik Bramslevgaard en ny portion LAG-midler.

Denne gang lød tilsagnet på 200.000 kroner til at indrette den nye værelsesfløj med konferencesal.

Forud for første del af projektet blev herregårdens ældre bygninger revet ned.

Samtidig etablerede man råhuset til den nye udbygning.

En ny a la carte-restaurant og en stor festsal med plads til 150 personer kom til.

Det samlede projekt

Det samlede udbygningsprojekt havde et budget på godt 10 millioner - heraf knap en halv million kroner i LAG-midler fra EU’s Landdistriktsprogram

- Projektet har tydeligt boostet virksomheden både i antallet af gæster og arrangementer.

- Det har skabt både nye arbejdspladser og en lokal succes, fremhæver Niels Juel, der er formand for LAG Himmerlands bestyrelse.

- Fra vi blev færdige med udbygningen for tre år siden har efterspørgslen været helt overvældende, sekunderer en glad og tilfreds Lene Bidstrup.

- Det nye køkken og de nye værelsesfaciliteter, som LAG-midlerne har bidraget til, fungerer helt efter planen, så fremtiden for hotellet tegner lys, forsikrer Lene Bidstrup.

LAG-midlerne hører under EU’s Landdistriktsprogram, og det er Erhvervs- og Vækstministeriet, der administrer ordningen i et samarbejdet med de lokalt forankrede LAG-foreninger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...