MARIAGER: Den færøske billedkunstner og skulptør Birgit Kirke udstiller fra 2. juli i Galleri Vognporten, Kirkegade 4a i tilknytning til Mariager Museum.

- Med udstillingen - Abstrakte Landskabsskildringer - ønsker jeg at sætte fokus på landskabet og udforske den indflydelse, som naturen, vejret og lyset har på mit kunstneriske udtryk, forklarer kunstneren, som du kan hilse på ved ferniseringen klokken 14.

- Jeg kommer fra Færøerne, og den færøske natur er et gennemgående tema i mine malerier. Er opvokset i et lille samfund på de vindblæste øer i det nordatlantiske hav, hvilket præger mit kunstneriske udtryk.

- Mine malerier er abstrakte skildringer af landskabets karakter.

- Jeg bestræber mig på at holde værkerne åbne, så beskueren selv kan fortolke og danne sin egen fortælling.

Der gemmer sig ikke et særligt budskab i mine værker, men jeg bliver glad, hvis de kan overraske og tale til nogen, siger Birgit Kirke.

"Stærke og dynamiske sorte linjer udgør ofte rygraden i hendes kompositioner.

De breder sig som et stålskelet over billedfladen, holder den sammen, får den til at emme af koncentreret energi, for pludseligt at bryde ud i voldsomme udladninger som en lavaflod eller en elv, der flyder over sine bredder", som Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen, udtrykte det i bogen - "101 kunstnere 2015".

Jørgensen noterede i samme omtale følgende:

"Endelig, som en modvægt til den sort/hvide dominans, lader Birgit Kirke klare og rene toner af gult, grønt, blåt, rødt og orange skinne igennem.

Deres perlende glans så meget desto skarpere på baggrund af den ellers beherskede palet.

Hvis der havde været tale om et stykke musik, kunne man sammenligne med de lyriske, lette og nogle gange næsten humoristiske mellemspil, man finder i Beethovens store episke og dramatiske symfonier".

Udstillingen kan ses indtil 12. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...