Arbejde med vinkelsliber aktiverede fintfølende alarm

I øjeblikket er den selvejende institution Rørbæk Omsorgshjem ved at gøre det nu lukkede Nørager Ældrecenter på Anlægsvej klar til de nye beboere her senere i vinter.

Håndværkere er derfor nu i fuld gang med at lave nødvendige indvendige bygningsmæssige ændringer.

Men under arbejdet med en vinkelsliber onsdag eftermiddag blev ældrecentrets brandalarm aktiveret.

- Den er nemlig meget fintfølende og reagerede, uanset at der ikke var tale om en brand. Selv om der hurtigt blev ringet til Falck og oplyst, at der var tale om en falsk brandlarm, så har de alligevel pligt til at sende brandbiler af sted, forklarer Poul Larsen som formand for bestyrelsen for den selvejende institution.

Den har her ved årsskiftet købt og overtaget det lukkede kommunale ældrecenter og forventer at de første af de nuværende 34 beboere i Rørbæk flytter ind i ældrecentret i Nørager omkring 1. marts.

Det nuværende lejemål i Rørbæk er opsagt med virkning ved udgangen af marts måned.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...