Hobro Yellow Vikings, som holder generalforsamling 3. oktober på DS Arena, ønsker både klubhus og bedre tribune bag målet

HOBRO: Når fanklubben Hobro Yellow Vikings mødes til generalforsamling i næste uge, sker det med håbet om en bedre og mere komfortabel fanzone på DS Arena.

Fanklubben savner både et lille klubhus på stadion at mødes i før kampene og en bedre tribune bag målet at samles på og heppe på Hobros superligamandskab.

- Vi har indledt en dialog med stadionledelsen med vores ønske om at få opført et træhus - et fanklubhus - dér, hvor vi før havde et fantelt stående op til kampene.

- Her skal vi kunne mødes et par timer før kampene og varme op til fanaktiviteterne. I dag er vi henvist til at mødes privat eller på et værtshus inden kampene.

- Det håber vi at få en god snak med medlemmerne om, når vi torsdag 3. oktober klokken 18.30 mødes til generalforsamling i loungen på DS Arena, fortæller Patrick Sadolin, formand for Hobro Yellow Vikings.

Svært at udfolde tifo-aktivitet

Fanklubben tæller cirka 180 medlemmer, hvilket klart overgår de 100, man satte sig som mål det første år i forbindelse med den stiftende generalforsamling 8. november i fjor.

Nu sigter man efter at nå 200 medlemmer

For de uprøvede kræfter i fanklubbestyrelsen har det med formandens ord været ”noget af en udfordring at finde ud af de mange regler inden for fodboldkultur”.

Det handler blandt andet at få lov at bruge gule og blå røgbomber og creperuller i forbindelse med spillernes entré - uden at komme i konflikt med bestemmelser om brug af pyroteknik på et skovnært stadion med den brandfare, det indebærer.

- Vi føler, at reglerne hæmmer vores muligheder for at udfolde os som tifo-gruppe, beklager Patrick Sadolin.

”Tifo” udspringer af det italienske ord ”tifosi”, som betegner passionerede supportere eller fans.

En blå-gul hilsen til FCK

Herhjemme bruges ”tifo” om den spektakulære koreografi af bannere, flag, røg og andre effekter, som fangrupper på tribunerne udfolder før og under kampene.

Et eksempel herpå sås til hjemmekampen mod FCK, hvis spillere løb på banen til synet af af gule og blå flag, som københavnerne jo normalt forbinder med ærkerivalerne fra Brøndby.

- Men bortset fra, at BIF jo først blev stiftet i 1964, hvor Hobro jo har spillet i gult og blåt siden 1913, så havde Brøndbyfansene i forbindelse med besøget i Hobro 11. august smidt 54 gule og blå plastflag, som vi efter kampen samlede op.

- Dem genbrugte vi til at give FCK en varm velkomst, da de gik på banen, griner Patrick Sadolin.

Den meget lille tribune

Hvad Hobro tilhængernes egen nødtørftige tribune bag målet angår, så fremstår den meget spagfærdigt befolket - selv til større kampe og ikke mindst i sammenligning med det ofte velbesøgte udebaneafsnit.

- Tribunehøjden er uheldig, fordi overblikket er ringe. Står man på øverste dæk, får man overliggeren lige midt i synsfeltet, og det afholder mange fra at bruge tribunen, anfører Patrick Sadolin.

Inden tribunen kom op at stå, havde de mere inkarnerede tilhængere adgang til at samles på to afsnit under siddetribunen (Jutlander Bank Tribunen).

Men DBU har bestemt, at hjemmeholdets tilhængere ikke må have bedre vilkår end gæsterne.

Og da alle fans på udebaneafsnittet jo står under åben himmel, må Hobros fangruppe altså gøre lige så.

Stemningsfuldt

Derfor vil organiseret fanaktivitet på DS Arena foregå uden tag over hovedet i begge ender - indtil der bliver penge til en overdækning.

Da HIK i foråret forlængede tilværelsen i superligaen med en 2-0 sejr i playoff opgøret Viborg, mødte op mod 1000 gulblusede tilhængere op på gæsteafsnittet og skabte en forrygende stemning på det ”grønne” stadion.

Lidt af den samme stemning herskede periodevis på siddetribunen mod FCK.

Er Hobro ved at vågne op?

- Fodbold handler om at skabe stemning, og de sidste fem minutter, hvor publikum taktfast sang ”Hobro IK”, var så fantastisk at overvære, at jeg som fanklubformand måtte knibe en tåre.

- I det hele taget synes, der er sket noget positivt på langsiden de seneste par hjemmekampe.

- Folk er begyndt at synge med og ikke kun klappe.

- Jeg ved ikke, hvem der der står bag det, men det sker bare.

- Måske er fankulturen alligevel ved at vågne op i Hobro - det ville da være skønt, bifalder Patrick Sadolin.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...