Erhvervsminister Simon Kollerup (S) bebuder, at flere midler skal understøtte bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne

HIMMERLAND: Den nye regering afsætter i finansloven for næste år 30 millioner mere til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne.

Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S), efter at den tidligere regering beskar de lokale aktionsgrupper (LAG og FLAG).

De 26 lokale aktionsgrupper, herunder LAG Himmerland, dækker på landsplan 56 kommuner og 27 småøer.

LAG grupperne i Nordjylland får yderligere tilført 4,96 millioner kroner og de to LAG for øerne får yderligere 3,68 millioner kroner.

Bæredygtigt og grønt

- Jeg tager mit ansvar som minister for landdistrikterne meget alvorligt.

- Vi skal styrke lokalsamfundene, og her er flere midler til LAG’erne en god måde at sikre, at midlerne skaber en positiv forskel lokalt - også i Nordjylland, siger Simon Kollerup.

Han forventer, at flere midler vil understøtte bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne og på de små øer.

De grønne projekter skal være med til at styrke lokalsamfundene og skabe flere arbejdspladser, siger ministeren i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.

Hos Landdistrikternes Fællesråd jubler man over meldingen:

Store glæde hos landdistrikter

- Jeg vil gerne kvittere for, at regeringen ikke alene lytter, men også handler på baggrund af de indspark, vi er kommet med. Det tegner godt for vores fremtidige samarbejde, siger Steffen Damsgaard, Lemvig, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd:

- De lokale aktionsgrupper (LAG og FLAG red.) skaber både arbejdspladser og lokalt forankret erhvervsudvikling i hele landet.

- Midlerne er vitale for at sikre den udvikling, der er så afgørende for de danske landdistrikter, og besparelserne tilbage i 2016 var en decideret katastrofe.

- Derfor er jeg jublende glad for, at erhvervsministeren ruller dem tilbage, siger Steffen Damsgaard:

- I dag er finansieringen til LAG-ordningen i 2020 reddet.

Næste skridt vil være at sikre finansieringen til den kommende programperiode i 2021-2027, kvitterer Simon Kollerup.

Også SF, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har talt for at sløjfe besparelserne.

Dermed ser det ud til at være et bredt flertal i Folketinget for at styrke LAG-midlerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...