40 års-jubilæet markeres helt officielt med en minigudstjeneste i skoven, hvorefter der vil være lege og familieløb på engen ved fjorden - og ikke mindst bålmad

OUE/VALSGAARD: I 1979 blev der dannet en spejdergruppe i Valsgaard, og året efter kom Oue med i gruppen.

Gennem alle årene har gruppen haft godt fodfæste på egnen. Cirka 1000 piger og drenge har gennem årene været spejdere i lokalområdet, og de er i princippet blandt de inviterede, når Oue-Valsgaard-spejderne søndag fejrer 40 års-jubilæum med et arrangement på Låenhus.

Her har spejderne de seneste 25 år haft fast tilholdssted, efter at de tidligere udfoldede deres spejderaktiviteter forskellige steder i Valsgaard og Oue.

Spejderliv er for Oue-Valsgaard spejderne ensbetydende med udendørs aktiviteter året rundt: Pionering med tov og rafter, båltænding, træklatring, lejrture, løb i skoven med kort og kompas mv.

De mindste bygger huler hemmelige steder eller dæmninger i bækken.

- På en måde gammeldags spejderarbejde, men gennem alle årene har egnens børn og unge holdt af at være ude og bruge landskabet.

- Smart phones og I-pads har ikke udkonkurreret oplevelserne i de store skove og fællesskabet med gode kammerater, fremhæver tidl. sognepræst Paul Arnbak, der pt. fungerer som leder for de mindste bævere i spejdertruppen i Oue-Valsgaard.

40 års-jubilæet markeres helt officielt med en minigudstjeneste i skoven, hvorefter der vil være lege og familieløb på engen ved fjorden - og ikke mindst bålmad.

Spejderne beder alle gæster selv ta’ spisegrej, krus og tallerken med, for engangsplast hører sig ikke ligesom til i en spejdersammenhæng...

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...