PÅ VEJ: Udbydere går efter tilskyndelse fra kommunen i gang i foråret på favorable vilkår - men kun hvis udbyderen opnår ”høj tilslutning”

HOBRO: Meget snart rulles bredbånd ud til seks områder i Hobro - hvis ellers borgerne tilslutter sig

I løbet af foråret vil du blive kontaktet, hvis du bor i: 1 Hegedalsparken - 2. Vikingeparken - 3. området ved Søndre Skole/Sønder Alle - 4. Enghagen/Fjordgade/Rørholmsgade - 5. Enghavevej/Skivevej samt 6. Bærkvarteret og yderste del af Ølsvej.

- Udrulningen forudsætter selvfølgelig, at beboerne tilslutter sig.

- Men det vil være ualmindeligt uklogt ikke at springe på, hvor muligheden er og prisen fornuftig, påpeger Jens Lykke, som er Mariagerfjord Kommunes bredbåndskonsulent.

Fjersyn af høj kvalitet

Bredbånd åbner mulighed for, at du kan streame fjernsyn af høj kvalitet, bedre vilkår for hjemmearbejde ved din computer og plads til, at mange i familien kan surfe på nettet samtidigt.

Minimum 100 megabits hastighed er efterhånden standard.

- Det har heddet sig, at udfordringen med internet og telefoni alene er et udkantsproblem,.

Men faktisk savner en betragteligt del af Hobro altså stadig fibernet.

Fart på, hvis borgerne vil

- Nu har vi så haft en god dialog med alle udbydere og blandt andet aftalt med Verdo/Stofa, der dækker Hobro By, at der skal sættes fart på udrulningen, uddyber Jens Lykke.

- De fleste steder har udbyderne efterhånden en stiltiende aftale om, hvem der foretager fiberudrulning i hvilke områder.

- Og det er ingen hemmelighed, at Verdo fokuserer på byerne Randers og Hobro, hvor de også styrer elnettet, anfører kommunens bredbåndskonsulent.

Afgørende for udbydernes interesse for at gå til værket er i sagens natur en høj tilslutningsprocent i områderne.

Det skal kunne betale sig

- Der indgår jo et økonomisk regnestykke i udrulningen.

- Derfor er det vigtigt, at beboerne i de berørte områder snakker sammen med naboerne for at få de sidste med, opfordrer Jens Lykke.

Netop at tale sammen kan for nogle husstande vise sig nødvendigt.

Udbyderne henvender sig pr. brev, men hvis din husstand har frabedt sig at modtage reklamer, må du orientere dig om mulighederne på anden vis

- I landsbyerne går det noget nemmere. Tit går ildsjæle i lokalområdet forrest for at sikre en høj tilslutning.

Hvis du vil vide mere

- Her får man hurtigt mobiliseret interesse, og beboerne er godt klar over, at det på længere sigt kan blive dyrt at sige nej nu.

- Mange ejendomsmæglere siger, at fibernettet kan være udslagsgivende i et boligsalg, anfører Jens Lykke.

Hvis nogen ønsker det, kommer han gerne forbi de berørte områder og giver en orientering

- Jeg er ikke sælger, men koordinator og formidler. Men måske kan jeg bryde isen hos eventuelle tvivlere af fibernettets lyksaligheder, funderer Jens Lykke.

Han kan kontaktes på mobil 2923 1818 og mail jelyk@mariagerfjord.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...