Ferniseringen foregår palmesøndag klokken 14, hvor alle er velkomne

MARIAGER: Klosterkælderen Antik & Porcelæn i Fuglsangsgade 4 b i Mariager byder i påsken på figurativ stentøjskunst fra Bing & Grøndahl baseret på sager fra egne gemmer.

Det drejer sig om værker af blandt andre Jean Rene Gauguin, Kai Nielsen, Steen Lykke Madsen, K. Otto Johannesen.

De udstilles blandt de tusindvis af porcelænsstel i den hvælvede kælder fra 1500-tallet.

Ferniseringen foregår palmesøndag klokken 14, hvor alle er velkomne.

De fleste i Danmark kender Bing & Grøndahl for porcelænsfabrikationen af juleplatter, klassiske spisestel og porcelænsfigurer.

Men i lighed med konkurrenten fra Den Kongelige Porcelænsfabrik har også Bing & Grøndahl haft en produktion af stentøj.

Kunstnerisk nytænkning

Den skulle være med til at promovere virksomheden på diverse verdensudstillinger og kunstindustriudstillinger.

Her var fokus på kunstnerisk nytænkning og kreativitet både i formgivning og glasurer.

Påskeudstillingen i Mariager bliver dermed en retrospektiv udstilling.

Den tager publikum gennem den kunstneriske udvikling hos B & G gennem det tyvende århundrede.

Sammen med Knud Kyhn var Kai Nielsen en af pionererne, som blandt andet skabte figurer til ”Vinhøsten” og ”Venus´ Fødsel” til en sådan udstilling i Malmø 1914.

Tyverne og trediverne

Flere af disse figurer udgør en del af udstillingen i Klosterkælderen, sammen med Blanc de Chine figurer fra serien ”Havet”.

I 1920’erne og 1930’erne var det billedhuggeren Jean Rene Gauguin (1881-1961), søn af den verdensberømte franske maler Paul Gauguin og danske Mette Gad, der med sine polykromt farvede kæmpefigurer i ler og fajance bidrog til at tegne det eksperimenterende og nytænkende udtryk i B & G´s kunstproduktion.

Tre eksklusive figurer

Heraf vil tre eksklusive figurer være at finde på udstillingen med pastelfarvede vinguder - kaldet Bacchus eller Silen og havfruer ridende på æsel eller tyr.

Gauguins værker vil af nogle være kendt i lokalområdet fra hans dekoration på Hotel Randers.

Efter krigen bidrog nye navne til at gribe det ”moderne” udtryk.

Nemlig kunstnere som Mogens Bøggild med fuglerelieffer og figurer og Gudrun Meedom Bæch med egnsfigurer og uglasrede skulpturer.

Stentøjsglasurer

En række af de kendte porcelænsfigurer af blandt andre Dahl Jensen og Axel Locher blev fremstillet med stentøjsglasurer.

De fik dermed et andet udtryk end deres tvillinger i underglaseret porcelæn.

I samme glasur skabte den nordsjællandske kunstner Karl Otto Johansen Fugleserien - ”Den danske sommer” samt adskillige hestefigurer.

Tiden fra tresserne

Den helt moderne tid fra begyndelsen af 1960’erne bliver repræsenteret af Steen Lykke Madsens abstrakte fantasifigurer og Agnethe Jørgensens modernistiske stiliserede figurer af køer, bukke, katte og svaner.

Som altid fungerer udstillingerne som salgsudstilling, og alle emnerne finder dubeskrevet på www.klosterkaelderen.dk.

Hele påskeugen er der fri entre til den hvælvede kælder under butikken.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...