3F opfordrer byggevirksomheder til at tage større ansvar

HIMMERLAND: Som led i kampagnen ”Organiseret byggeri” har nordjyske fagforeningsrepræsentanter aflagt besøg på 34 lokale byggepladser i Aars, Farsø, Løgstør, Nibe, Hobro og Fjerritslev.

Det resulterede i en god dialog med bygherrer, håndværksmestre og kolleger.

Dog bekymrer det kampagnens leder, næstformand Alex Pedersen, 3F Midtfjord, at kun fire af de håndværkere, 3F-repræsentanterne mødte, var lærlinge.

- Til gengæld mødte vi 17 udenlandske håndværkere – hovedsageligt østeuropæere. Det kunne tyde på, at flere byggefirmaer vælger den lette løsning at ansætte udlændinge fremfor at sørge for, at de unge mennesker, som har lyst til en håndværksmæssig uddannelse, får en praktikplads og dermed en uddannelse, funderer han.

Der efterspørges aktuelt kvalificeret arbejdskraft fra mange virksomheder, og efter Alex Pedersens opfattelse er det således i firmaernes egen interesse tage et samfundsmæssigt ansvar og få nogle unge uddannet i stedet for at importere østeuropæisk arbejdskraft.

- Det er dog samtidig glædeligt, at nogen tager lærlinge ind og giver håbefulde unge mennesker en god håndværksmæssig uddannelse, pointerer Alex Pedersen.

Murerlærling Rasmus Kjær Jensen, Skovsgaard, var en af de få lærlinge, 3F mødte under rundturen i det himmerlandske.

- Jeg vaklede imellem en pædagog- og mureruddannelse. Men jeg har ikke fortrudt, at jeg valgte at gå efter murerfaget, og jeg kan kun anbefale andre unge at tage en håndværksuddannelse i stedet for en boglig uddannelse, hvis lyst og evner går i den retning, pointerer Rasmus Kjær Jensen, som generelt er meget glad for at arbejde hos Henriksen & Madsen, Løgstør, på Aars Boligforenings boligbyggeri på Mortensgade i Farsø.

Som led i ”Organiseret byggeri”-kampagnen opfordrede 3F-repræsentanterne bygningsarbejderne til at gå aktivt ind i samarbejde om akkord, lønforhandlinger og arbejdsmiljø.

Når et firma har seks medarbejdere eller derover, har medarbejderne ret til at udpege tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant, understreger Alex Pedersen.

- Det vil tjene alle og forbedre en god dialog. Hvem vil ikke have et godt arbejdsmiljø samt ordnede forhold med hensyn til akkord god planlægning, bemærker 3F-næstformanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...