Rekonstruerede Caroline fra 1866 søsættes lørdag 18. maj klokken 14

HOBRO: Lørdag 18. maj klokken 14 søsætter Hobro værft det nybyggede træskib, Caroline.

Dermed leverer værftet for første gang siden søsætningen af kutteren Gribskov i 1975 et nybygget skib fra Hobro Havn.

Caroline er en rekonstruktion af Danmarks første kendte lystbåd og kapsejler, lystkutteren Caroline, der blev bygget i 1866 og samme år vandt den første kapsejlads i Danmark.

Carolines Venner

Lige siden 2002 har foreningen Carolines Venner arbejdet på at genskabe Caroline så nøjagtigt som muligt.

Og nybygningen er af Skibsbevaringsfonden blevet lovet bevaringsværdighedsstatus, når arbejdet står færdigt.

Det var foreningens formand, Asger Nørlund Christensen, der på egen hånd begyndte at bygge Caroline.

Men efter at have lagt køl og rejst spanter gik arbejdet i stå, og projektet var tæt på at blive opgivet.

Men så tog gode venner og bekendte tog initiativ til at danne foreningen Carolines Venner, oplyser Asger Nørlund Christensen.

”Den rige onkel”

Foreningen overtog projektet, og nu otte år efter kan den altså sætte første punktum i historien om Caroline.

- Med til historien hører også ”den rige onkel” i Amerika, som ud af det blå begyndte at støtte projektet økonomisk, bemærker Asger Nørlund Christensen.

Carolines oprindelige skibsbygmester, E.C. Benzon fra Nykøbing Falster, havde en bror, som blev en succesrig og kendt apoteker og skabte firmaet A/S Alfred Benzon, hvis arvtager i dag bor i USA og har støttet projektet med over én million kroner.

Fonde spædede til

Det beløb rakte imidlertid ikke til at dække udgifterne til byggeriet, og derfor har foreningen også modtaget støtte fra Friluftsrådet, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Boghandler Henning Clausens Fond.

Hvilket har gjort det muligt at få hjælp fra skibstømrerne på Hobro værft.

I 2016 blev det spanterejste skrog bragt til værftet, og siden har værftsejer Peter Leth og hans folk etableret dæk, isat yderligere spanter, planket op, kalfatret og beget og ser nu frem til at få skibet i vandet.

Caroline måler 40 fod (12, 7 meter) på dækket, har en største bredde på 11 fod (3, 6 meter), en dybdegang på seks fod (1,8 meter) og vejer 13,6 bruttoton (opgjort som vægten af den fortrængte mandmasse).

Velkommen til søsætningen

Den todelte mast måler 16 meter, og Caroline er jagtrigget med storsejl, gaffeltopsejl, stagfok, klyver og jager - i alt 111 kvadratmeter - med plads til syv gaster om bord.

- Det har været et spændende arbejde, og vi fortsætter efter søsætningen med at bygge skibet færdigt, forsikrer Peter Leth.

Du er velkommen til at sælge søsætningen lørdag klokken 14.

Du kan følge begivenheden fra Skibstømrerhuset og fra publikumsstien, der løber langs værftsområdet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...