HJÆLP: Frivillige hos Føtex fyldte indkøbsvogne med overskudsmad til Madam Blå - og fra Lidl blev overskudsmad formidlet af Blå Kors Hjem

Både hos Føtex og Lidl i Hobro lod supermarkederne i juledagene overskydende madvarer komme trængte familier til gode.

I begge tilfælde formidlede Blå Kors de varer, som ikke ville kunne sælges i butikkerne mellem jul og nytår, men som i øvrigt ikke fejlede noget.

Overskydende madvarer hos Føtex tilberedt til glæde for brugerne af Madam Blå i Lillegade.

Og på Blå Kors Hjemmet på Ølsvej i Hobro modtog man overskydende madvarer fra dagligvarekæden Lidl.

Begge supermarkedskæder har valgt at donere den mad, der ellers ville gå til spilde, når butikkerne lukker ned for julen.

Trængte familier

- Trængte familier fortjener en hjælpende hånd i julen.

- Det er tanken, når Føtex-varehuse landet over for fjerde år i træk donerer overskuds-julemad til danskere med få midler.

- Mens mange af os nød julefreden sænke sig lillejuleaften, forblev hundredvis af frivillige Føtex medarbejdere i stedet i butikken efter lukketid og indsamle overskudsmaden, roser administrerende direktør for Føtex, Thor Jørgensen.

- Jeg bliver simpelthen så stolt af vores medarbejdere, når jer ser, hvor mange der tager en ekstra tørn i butikkerne for at gøre en betydelig forskel for andre.

- Vi får samlet den overskydende julemad ind, der ellers var endt som madspild.

- Og så kan vi samtidig give den videre til familier og personer, der slås med at få pengene til at række i juletiden, via organisationer i butikkernes lokalområde, fremhæver Thor Jørgensen.

Blå kors

Også tidligere beboere på Blå Kors Hjemmet Hobro og borgere, som ikke har meget at gøre godt med, får en ekstra julegave i form af dagligvarer, som kan forsøde juledagene.

For tredje år i træk har dagligvarekæden Lidl nemlig valgt at donere overskudsmad fra sine butikker op mod jul til den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark, som hjælper udsatte børn, unge og voksne i Danmark.

Til tidligere beboere

Og i Hobro er det altså Blå Kors Hobro Hjemmet, som får lov til at hente overskud fra den lokale Lidl-butik.

Det skete kort efter lukketid den 23. og igen 27. december.

Maden vil efterfølgende blive uddelt til tidligere beboere, som i dag bor i egen bolig og andre borgere i byen, som har brug for en håndsrækning, fortæller hjemmets leder Lars Thidemann Jensen:

- Det er en del af det, vi er sat i verden for som Blå Kors. At yde en ekstra indsats, der hvor folk er trængte.

Det er fantastisk at se, at nogen kan få glæde og gavn af noget, som ellers ville blive smidt ud.

Mindsker madspildet

Maden, som Blå Kors Hjemmet Hobro kan hente, er mad, som er i overskud, når Lidl-butikken lukker ned inden helligdagene omkring jul.

Det drejer sig om alt lige fra grøntsager til mad på køl, tørvarer og kød.

Hos Lidl glæder Lærke Skaksen, chef for supermarkedskædens sociale og miljømæssige (csr) interesser, sig over samarbejdet med Blå Kors omkring juleafhentningerne:

- Det betyder meget, at vi kan være med til at hjælpe socialt udsatte i denne juletid og samtidig mindske madspildet fra en række af vores butikker, anfører Lærke Skaksen.

Blå Kors Danmark og Lidl har et nationalt partnerskab om at mindske madspild til fordel for udsatte mennesker, hvor der hver uge bliver afhentet mad i en række af Lidls butikker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...