Sparekassen Hobro Fonden hedder fremover Jutlander Fonden Hobro

HOBRO: Sparekassen Hobro Fonden, som hvert år uddeler flere millioner til en lang af række af almennyttige og velgørende formål, skifter navn til Jutlander Fonden Hobro.

- Det er logisk, at fondens navn signalerer, hvorfra vi får hovedparten af de midler, som vi får til at uddele til almennyttige og godgørende initiativer i lokalsamfundet, siger formanden for Sparekassen Hobro Fonden, Poul Søndberg, i en pressemeddelelse.

Alene i 2019 uddelte fonden 9.675.110 kroner til 158 forskellige formål.

- Fonden er altså en vigtig faktor i de lokalsamfund, hvor Jutlander Bank tjener sine penge, og vi vil gerne synliggøre den sammenhæng, der er imellem, at når det går banken godt, og den giver overskud, så kan vi få udbytte af vores aktier i banken – og så får vi nogle penge at dele ud af, siger Poul Søndberg.

Sparekassen Hobro Fonden – eller fremover Jutlander Fonden Hobro – er den næststørste aktionær i Jutlander Bank. Fonden ejer 18,3 procent af aktierne i Jutlander Bank og modtager således også 18,3 procent af det udbytte, banken udbetaler. I 2020 svarer det til en indtægt for fonden på 6,3 millioner kroner.

Fonden blev til i 2014, da Sparekassen Hobro, der var en garantsparekasse, fusionerede med Sparekassen Himmerland og blev til Jutlander Bank A/S.

Fondens grundkapital på 285 millioner kroner, som hovedsageligt er investeret i aktier i banken, stammer fra en del af den egenkapital, som Sparekassen Hobro havde sparet op siden sin tilblivelse i 1851.

- Det er nu næsten syv år siden, fonden blev stiftet, og i starten gav det god mening, at fondens navn afspejlede, hvor grundkapitalen kommer fra. Men ser vi fremad, er det lige så vigtigt at signalere, at det er Jutlander Banks succes, der er afgørende for vores succes, siger formand Poul Søndberg og tilføjer:

- Men vi vil altid være bevidste om historien, og sparekassens navn vil også fremover figurere på vores hjemmeside, diplomer med mere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...