Mezzosopran Gaia Falkenfleth er solist ved en kammerkoncert i Mariager Kirke tirsdag 14. maj

MARIAGER: Mariagerfjord Kammerkor og Hobro Kammerorkester giver tirsdag 14. maj kl. 19.30 forårskoncert i Mariager Kirke. Som fælles værk opføres Schuberts flotte Deutsche Messe. Desuden vil kor og orkester hver for sig spille og synge mindre værker.

Mariagerfjord kammerkor består af knap 20 sangere. Der er tale om et klassisk kammerkor, hvis repertoire spænder fra renæssancen og til nutiden. Koret er siden 2015 blevet dirigeret af Anders Olesen, organist ved Oue og Valsgaard kirker.

Hobro Kammerorkester er et amatørorkester, bestående af 18 musikere. Orkestret har været på flere koncertrejser, bl.a. til Berlin og Letland. Inden for de senere år har orkestret givet koncerter på Hobro Gymnasium, Kulturstationen i Skørping, Værket i Randers og i Hobro Kirke. Orkestret er tilknyttet Mariagerfjord Kulturskole.

Som solist medvirker mezzosopran Gaia Falkenfleth, der synger arier af Mozart, Gounod og Puccini.

Dirigenter ved forårskoncerten er Anders Olesen og den unge Johanne Grønkjær. Johanne Grønkjær har gennemgået Danmarks Radios Malko dirigentskole 2016-2018 og modtog sidste år Rebild Musikpris.

Koncerten gentages onsdag 22. maj i Hobro Kirke. Der er fri entre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...