Lotus Turell gæster Hobro og fortæller om sin barndom som datter af forfatteren Dan Turèll

HOBRO: Gasmuseet i Hobro lægger lokaler til. Danske Banks Hobro-filial sponsorerer - og organisationen TUBA har skabt kontakten til foredragsholderen.

Mange gode lokale kræfter er med andre ord involveret, når Lotus Turèll onsdag 6. februar kommer til Hobro for at fortælle om sin barndom som datter af forfatteren Dan Turèll - en barndom, der var præget af utryghed og et alt for stort ansvar som følge af faderens misbrug.

Foredraget tager udgangspunkt i bogen ”Hemmeligheder for Pige”, som Lotus Turell udgav i 2017.

I bogen fortæller Lotus Turell om hvordan hun oplevede at være barn i et hjem med skjult alkoholmisbrug, hvilke konsekvenser det havde for familielivet, hvad der var vendepunktet, og hvordan hun efterfølgende har fået skabt balance og trivsel i livet som voksen.

Håbet er, at hun derigennem kan være med til at hjælpe andre med samme baggrund - og Lotus Turells budskab harmonerer dermed fint med TUBA’s arbejde, der netop går ud på at tilbyde terapi og rådgivning til unge, som er børn af alkoholikere.

Foredraget er gratis, og alle er velkomne.

Efter foredraget vil der være mulighed for at stille spørgsmål både til Lotus Turell og til TUBA.

Danske Bank byder på sandwich og vand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...