Entreprenør Hans Jørgen Kastberg, leder af Barnets Blå Hus, Ole Smed, HCI-forstander Jens Grønhøj, formand for Barnets Blå Hus, Ulla Skov, og HCI-forstander Søren Troelsen står sammen bag bjergbestigerforedraget på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole 10. oktober

HAVERSLEV: Torsdag 10. oktober kan interesserede på samme tid høre en spændende bjergbestiger-beretning - og være med til at støtte Barnets Blå Hus i Aars.

Det sker, når bjergbestiger Rasmus Kragh på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev fortæller om sine oplevelser på verdens højeste bjerg, Mount Everest.

Bag foredraget står Hans-Jørgen Kastberg, direktør for entreprenørvirksomheden Kastberg A/S, som var hovedsponsor for Rasmus Kragh på Mount Everest.

Et samarbejde, der i maj måned i år kulminerede med en bestigning af verdens højeste bjerg uden brug af kunstig ilt.

- Jeg håber, at rigtig mange vil komme og høre foredraget med Rasmus. Mount Everest er i sig selv meget interessant, og samtidig har vi at gøre med en dansk bjergbestiger, som blev den første til at bestige verdens top uden kunstig ilt. Det kræver altså meget forberedelse og styrke som top-sportsudøver at nå sådan et mål, både fysisk og mentalt, siger Hans-Jørgen Kastberg.

Overskuddet fra billetsalget går til Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, og her glæder man sig naturligt nok over foredragsinitiativet.

- Det betyder rigtig meget for os og vores arbejde med børn fra familier med alkohol- og stofproblemer, at vi oplever en opbakning til vores fælles indsats. En økonomisk håndsrækning gør altid en stor forskel, og derfor håber vi også, at et spændende foredrag om Mount Everest kan trække mange mennesker til, siger leder af Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, Ole Smed.

Selve foredraget koster 75 kroner og vil vare i halvanden time i HCI-hallen, hvor der også vil være kaffe og kage til de fremmødte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...