Bogen Tjele På Langs er på gaden i 12. udgave

HOBRO: Tolvte udgave af den lokalhistoriske årbog, Tjele På Langs, er på gaden

Endnu et digert værk med interessante artikler og fine billeder - alle med relation til Tjeleegnen.

Det rummer en god blanding af almindelige menneskers del af udviklingen i den store historie.

Et fælles tema i bogen er personer og familier, der har rykket sig meget.

Anna Marie Lebech-Sørensens artikel, ”Flid er lykkens moder, og Vorherre giver den flittige alt”, tager udgangspunkt i hendes tipoldeforældre og oldemor, der boede på en ejendom i Hvidding Skovagre.

Musikkens indtog

Der er to artikler om andre skoleformer end Folkeskolen: ”Da musikken kom til Tjele Kommune” er skrevet af Beate Hammer Christensen og Jørgen Hagsholm. Beate var leder af Musikskolen de år, den eksisterede.

Arne Bech Sørensen fortæller “Ungdomsskoleglimt”.

Der gøres rede for Ungdomsskolens historie fra starten i 1942, samt specifikt for de mange tilbud, der har været til unge mennesker i området før, under og efter Tjele Kommune.

Det er spændende læsning om ændring af tilbuddene i takt med samfundsudviklingen.

Først almene fag og værkstedsfag, senere f.eks. maskinskrivning, fransk og specialundervisning.

Thomas Jensen fra Hørby

Man kunne tage traktor- og knallertkørekort, der var naturværksted, man kunne komme på kanotur, og man kunne blive babysitter med diplom!

Knud Erik Riisager har skrevet om “Thomas Jensen og Maren Andersen”.

Thomas var født i Hørby ved Hobro, og Maren var født i Hammershøj, hvor de overtog hendes forældres gård, Langdamgaard.

De fik ingen børn, og efterhånden fik de mange penge på kontoen i Andelskassen. Efter Marens død solgte Thomas en del af jorden fra.

Det havde sin rod i “den store historie” da den nye jernbane afskar bygningerne fra jorden.

Bygningerne blev til en stiftelse med boliger for mindrebemidlede.

Bogen, der med sine 232 sider er rigt illustreret kan købes i dagligvarebutikker i tidligere Tjele Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...