Kok Martin Vraa Olesen sælger fra april gedigen dansk aftensmad til travle børnefamilier - ud af huset fra Mos Madhus på Løgstørvej 3

HOBRO: Den lukkede Sparbutik på Løgstørvej 3 nær Hørby Skoleby genåbner til april.

Ikke som købmand, men derimod som delikatesseforretning - med mad ud af huset både som frokost og aftensmad.

Bag forretningen står den 38-årige kok Martin Vraa Olesen, Hobro, som bruger de sure vintermåneder til selv at renovere de lejede, gamle købmandslokaler og blandt andet indrette et moderne køkken.

Mos Madhus

Stedet komme til at hedde Mos Madhus, og inspirationen har kokken ikke kun hentet fra lignende steder i større byer - men også ved at kigge på egne behov.

- Som familiefar til tre børn på ni, fem og et år mærker jeg jo selv, hvor travlt man kan have i hverdagen, og hvor det kan knibe at nå at tilberede aftensmad og bespise familie derhjemme.

- Ofte tyr man så til nødløsninger som pizza eller fastfood.

Sund og nærende

- Men jeg vil i stedet tilbyde ganske almindelig, men samtidig sund og nærende aftensmad.

Eksempelvis boller i karry, lasagne, bøf med løg, frikadeller og lignende med godt tilbehør.

- Alt sammen tilberedt så økologisk og bæredygtigt som muligt. Og gerne med en ”lille twist”.

- Altså ved brug af lokale og årstidens råvarer så vidt, det er muligt - og gerne tilberedt med ”en lille twist”, som Martin Vraa Olsen udtrykker det.

Også frokostretter

Til frokostretterne tænker han i tapas og sandwichbaner.

Og så agter Martin Vraa Olesen i tilgift at byde sig til med blandt andet gode, velsmagende oste.

Han anvender delvist sine egne initialer til at navngive spisehuset med.

- Og så er ”mos” jo også velsmagende, hvis den tilberedes rigtigt, bemærker Martin Vraa Olesen, der har arbejdet som køkkenchef den seneste halve snes år - hos blandt andre Dokk 1 i Aarhus.

Han blev udlært i 2006 på Røverstuen i Rebild.

Og drikke til

Til mad hører jo også drikke, og hvis den skal smage af mere end vand, har Mos Madmus nogle gode bud på flasker på standby.

- Jeg regner med at holde åbent fra sidst på formiddagen til spisetid klokken 18 fem hverdage plus et par timer lørdag.

- Men det kan jeg altid justere på, hvis behovet viser sig anderledes, siger Martin Vraa Olesen, der i samtalende stund var i færd med at opsætte klinker på væggene i køkkenet.

Den tidligere Sparkøbmandsbutik på Løgstørvej trænger nemlig til en god overhaling.

Men så er det jo praktisk kun at bo 500 meter fra sit kommende arbejdssted, som Martin Vraa Olesen gør med Louise og sine tre børn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...