Ingelise Sørensen åbnede Salon HairCut i Hobro på sin søns et-års fødselsdag i 1990 - og har så i øvrigt haft salon lige siden

Ingelise Sørensen åbnede Salon HairCut i Hobro på sin søns et-års fødselsdag i 1990.

Det er nu 30 år siden, og Ingelise kan se tilbage på nogle begivenhedsrige år i frisørbranchen, hvor hun en overgang havde flere saloner.

Salon HairCut ligger på Fasanvej – en stille villavej i det nordøstlige del af Hobro. Salonen ligger i tilknytning til Ingelises privatbolig.

- Jeg er udlært frisør og havde arbejdet i branchen i flere år, og da jeg skulle tilbage efter endt barsel, var det oplagt at starte for mig selv, blandt andet for at få privatlivet til at fungere. Min daværende mand rejste meget, så det passede perfekt, at jeg kunne have en salon hjemme på privatadressen, fortæller Ingelise Sørensen, der dog hurtigt fik ambitioner om mere end hjemmesalonen.

- I 1996 åbnede jeg også en salon på Torvet i Hobro, og senere købte jeg også en salon i både Støvring og Silkeborg, så på et tidspunkt havde jeg fire saloner med sammenlagt 17 ansatte. I tidens løb har jeg også udlært otte frisørelever.

- Desværre blev min mand blev syg, og så besluttede jeg, at det var tid til at sælge de tre af salonerne. Det var i 2010, og siden har jeg kun haft salonen her på Fasanvej, og kun været mig selv. Det er jeg rigtig godt tilfreds med.

- Med beliggenheden i et villakvarter er det jo ikke en salon, der får en masse strøgkunder. I stedet har jeg mange trofaste og loyale kunder, der er kommet hos mig i mange år, fortæller Ingelise Sørensen, der i 2015 kom ud for en bilulykke, hvorefter hun var meget i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde ville komme til at klippe igen.

- I min genoptræning efter ulykken var det en stor motivation for mig, at jeg gerne ville tilbage til frisørfaget, og det lykkedes, fortæller Ingelise Sørensen, der udover at byde kunder velkommen i salonen, også kører ud og klipper, blandt andet på plejehjem, sygehuse og hos ældre hjemme i privaten.

I de tidlige år af frisørkarrieren deltog Ingelise også i forskellige frisørkonkurrencer, hvilket en pokal på hylden i salonen blandt andet vidner om. Den er fra 1992, hvor Ingelise gjorde rent bord ved Randers-mesterskaberne og vandt alle tre discipliner; dame, herre og totallook.

- Det er mange år siden, at jeg har dyrket konkurrencer. I dag nyder jeg bare at have min salon, at være mig selv og at snakke med mange søde kunder, slutter Ingelise Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...