Filmteatret viser Angry Birds 2 samt Poms - Dans for Livet

HOBRO: Fuglene og grisene slår sig helt utraditionelt sammen for at gå i krig mod en ny og fælles fjende.

Det sker i den animerede film Angry Birds 2 - Fra Fjender til Venner.

Ikke-flyvende vrede fugle og intrigante grønne grisebasser er tvunget til at begrave stridsøksen og skubbe de evige skænderier til side.

Vaklende våbenhvile

En ny trussel har meldt sig på banen, og både fuglenes og grisenes øer er i fare.

Red, Chuck, Bomb og Mighy Eagle rekrutterer Chucks søster Silver og går sammen med grisene Leonard, hans assistent Courtney og Garry for at skabe en pænt vaklende våbenhvile.

Og danne et noget anderledes superteam for at redde deres hjem.

Thurop Van Orman har instrueret, og filmens danske stemmer tilhører Ruben Søltoft, Stephania Potalivo, Iben Hjejle, Lasse Rimmer, Signe Lindkvist, Nikolaj Stokholm, Ditte Hansen, Brian Mørk og Mikkel Vadsholt.

Sun Springs

Sun Springs er stedet, hvor du kan trække dig tilbage og nyde livets gyldne efterår med andre i samme situation og med samme livsindstilling.

I filmen Poms - Dans for livet møder vi Martha (Diane Keaton), som ved, at hendes resterende tid her på Jorden vil blive kort.

Med det med ”samme livsindstilling” irriterer Martha.

Hun bryder sig ikke om de de klubber, som det er obligatorisk at melde sig til.

Inspireret af naboen Sheryls ”ulovlige” pokerklub beslutter Martha sig for at starte et cheerleading-hold.

Oprørske cheerleaders

Trods modstand fra Sun Springs sødt smilende og selvbestaltede præsident Vicki, trods mangelfulde træningsforhold, trods stive lemmer og ømme led (heraf flere kunstige) og trods forsøg på at latterliggøre de gråhårede pomponssvingende kvinder lykkes det Martha at stable holdet på benene …

Og at svejse et ubrydeligt sammenhold blandt de rebelske pensionister.

Som britisk instruktør har Zara Hayes altid været fascineret af cheerleading som amerikansk fænomen.

Og af at også modne kvinder dyrker det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...