Medlemmerne strømmer til klubben

ARDEN: For nogle måneder siden havde Arden Armwrestlers 2-5 deltagere til den ugentlige træning, mens deres gruppe på Facebook havde 14 medlemmer. I dag er det noget anderledes. Der er mellem 12-15 til den ugentlige træning og Facebook-gruppen har nu 91 medlemmer. Så jo, der er fuld fart på klubben.

- En dag dukkede syv friske drenge uanmeldt op til vores træning. Vi var 22 den dag, og var nødt til at flytte træningen ind i hallen for ikke at forstyrre for meget, da der var børnefødselsdag i foyeren. De unge drenge, der kom den dag, havde øvet hjemme i en periode, og fundet os på nettet. De kommer nu næsten hver søndag, og viser, ligesom de ældre medlemmer, stor interesse for sporten, fortæller Jonas Laursen fra Arden Armwrestlers, og han suppleres af medlem Nicolas Nyberg, som er blevet vild den lidt utraditionelle sport:

- Jeg har altid elsket at mosle med venner og min far, både med armlægning og tumlen. Sejr er ikke nødvendigvis målet, men mere den fede stemning og sjov man får ud af det. Da Stefan Jannsen, en ven fra Skørping, fortalte mig om klubben i Arden, blev det hurtigt vedtaget, at det skulle prøves, og hele vennekredsen var enige. Vi er en gruppe på 12 drenge, der så vidt muligt deltager i træningen, siger Nicolas Nyberg.

Klubben består nu også af piger. Nanna Dahl Hansen startede i juni og er virkelig bidt af sporten. Hun træner hver søndag, og ofte med sin far Kenn Dahl Hansen. Hun har allerede deltaget i tre større konkurrencer. Senest den 12. oktober blev hun Jysk mester.

- Det et kæmpe plus, at vi har 18-årige Nanna som Jysk mester i klubben. Hun kommer med masser af energi og repræsenterer fremtiden indenfor sporten, fortæller Jonas Laursen.

Generelt går det godt for klubben til konkurrencer. Det lykkedes at tage fem medaljer med hjem fra både Randers Open og Jyske Mesterskaber, som er de to største stævner til dato i Danmark med henholdsvis 44 og 55 deltagere.

- Konkurrencer er dog ikke det vigtigste for klubben. Generelt opfordrer vi dog alle til at deltage i konkurrencer, også selvom de måske endnu ikke på et niveau, hvor de kan vinde. Erfaringen fra konkurrence er guld værd i forhold til at dygtiggøre sig, da man her virkelig lærer, hvor man bedst kan forbedre sig. Derudover er det sjovt, og vi laver mange gode relationer på tværs af klubberne, fortæller Jonas Laursen.

Arden Armwrestlers søgte for nyligt et sponsorat ved ”Jutlander Fonden Himmerland”. Fonden støtter mennesker og fællesskaber, som gør en forskel, brænder for det, de gør, og er ambitiøse. Dette mente fonden, at Arden Armwrestlers var, og gav et sponsorat på 15.000 kr. til køb at to nye armlægningsborde og klubtrøjer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...