Over 230 afgangselever var på gulvet til gallaaften hos Mariagerfjord Gymnasium

HOBRO: Forleden inviterede Mariagerfjord Gymnasium til den årlige skolefest, hvor afgangseleverne havde gallatøjet på og skulle danse lanciers med deres stolte familier, venner og lærere som publikum.

De første familier mødte tidligt op for at få sig en god plads i Hobro Idrætscentrets hal 2, inden de over 230 afgangselever marcherede ind i hallen, mens publikum klappede i takt til musikken.

Efter dansen fortsatte festen på gymnasiet med fællesspisning for afgangsklasserne og deres familier. Senere blev dørene åbnet for skolens øvrige elever, og snart var dansegulvet – igen – fyldt til musik af dj Renay Nielsen og livebandet The Badgers, der består af tidligere elever, som blev studenter forrige år.

Aftenen bød også på en stor overraskelse, da lærerbandet pludselig gik på scenen og gav nogle numre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...