Lars Bloch Briller indsamler fra 11. oktober og resten af året brugte briller til børn og voksne i hele Afrika og Nepal

HOBRO: Giv dine brugte briller til Afrika og Nepal.

Opfordringen lyder fra Lars Bloch Briller, Adelgade 24 i Hobro, som fra torsdag 11. oktober beder hobroensere og andet godtfolk om at indlevere deres aflagte briller, som herefter kommer mennesker i Afrika og Nepal til gode.

Dagen er ikke tilfældigt valgt, idet 11.oktober er udråbt som Verdens Synsdag.

Den dag forlænger Lars Bloch Briller frem til udgangen af året, hvor indsamlingen af aflagde briller slutter.

Ubehandlede synsproblemer

- Ud over et bedre syn kan du samtidig bidrage til at øge livskvaliteten hos dine brillers nye ejermand, som ellers ikke ville have mulighed for at få et par briller, anfører optiker Lene Gonge fra Lars Bloch Briller i Hobro.

Rigtig mange mennesker i fattige områder går rundt med ubehandlede synsproblemer, fordi der desværre ikke er ressourcer nok til at gøre noget ved dem.

- Det vil vi gerne være med til at ændre, og derfor deltager vi indsamlingen, begrunder Lene Gonge.

Det foregår i samarbejde med organisationen Syn for Sagen, der blandt andet arbejder for at give befolkningen i landdistrikterne i Afrika og Nepal et bedre syn.

Med andre ord: Ligger dine aflagte briller bare i skuffen og samler støv, kan du nu i stedet glæde andre ved at indlevere dem hos Lars Bloch Briller i Hobro.

Alle slags briller

De indsamlede briller sorteres og testes, inden de sendes til Afrika eller Nepal.

Efter at brillerne er nået frem, bliver de nøje tilpasset deres nye ejermand.

Også derfor tager butikken gladelig imod alle slags briller.

- Både børn, kvinder og mænd, langsynede og nærsynede og folk med bygningsfejl står med akut behov for briller, anfører optiker Lene Gonge.

Tjek også dit eget syn

- Alle slags briller kan derfor bruges, så længe stel og glas er intakte.

- Så vi håber, at rigtig mange kigger skufferne igennem, opfordrer Lene Gonge.

- Samtidig er Verdens Synsdag jo også en oplagt lejlighed for danskerne til at få tjekket deres eget syn.

- Noget, mange af os desværre er alt for dårlige til.

- Så tjek dit syn og gør det jævnligt, opfordrer Lene Gonge.

Herhjemme oplever flere end syv ud af 10 af alle danskere rent faktisk synsproblemer på et eller andet tidspunkt i livet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...