De første ugler er allerede flyttet ind i en af 32 naturuglekasser - mindst tre år før beregnet

MARIAGERFJORD: Fuglegruppen DN-Mariagerfjord har nu sat flere end 50 ugle- og falkekasser op rundt omkring i Mariagerfjord Kommune: Helt nøjagtigt 32 natuglekasser og 15 tårnfalkekasser, som gruppen selv har bygget.

Derudover er der opsat syv kasser, som folk enten selv har bygget eller købt.

Fuglegruppen består af ni aktive pensionister, som mødes ca. en gang om ugen. Ud over at bygge og opsætte de tunge kasser, tager de også ud med et lille videokamera placeret på en lang teleskopstang for at se, om der er æg eller unger i kasserne.

Til gruppens store overraskelse er den flere gange blevet kontaktet kun få dage efter, at en fuglekasse var blevet sat op, fordi folk havde observeret, at der var ugler eller falke, som besøgte kassen.

Indtil nu er der registreret besøg i syv kasser, og i en af uglekasserne og i to af falkekasserne var der desuden unger.

Det overrasker gruppen meget, idet det først var ventet at ville ske til næste år.

- Så det bekræfter, at boligmanglen også er stor blandt fugle, bemærker Peter Toubøl fra Fuglegruppen.

Gruppen har søgt og fået bevilliget fondsmidler fra DN’s projekt Grønt Guld, støttet af Velux Fonden, så den kan fortsætte arbejdet til efteråret.

Her vil der også blive bygget kasser til andre fugle, så som slørugle, skallesluger og huldue - samt byggesæt til mindre fugle, som folk selv kan samle og sætte op i deres have.

På Danmarks Naturfredningsforenings lokale hjemmeside mariagerfjord.dn.dk kan man løbende følge med i Fuglegruppens arbejde og se både fotos og video af æg, unger samt voksne fugle.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...