Glen Kristensen, initiativrig håndboldformand hos Fårup Sønderbæk IF, hædret som Årets Håndbold Ildsjæl 2018

FÅRUP/SØNDERBÆK: Det var en overvældet Glen Kristensen, håndboldformand hos Fårup Sønderbæk IF, der blev afbrudt midt under Håndboldens Dag for nylig.

Her blev han overrasket i Purhushallen af Sparekassen Kronjylland og kåret til Årets Håndbold ildsjæl 2018.

Kåringen kastede en original håndboldtrøje, blomster, to billetter til en håndboldlandskamp med kvindelandsholdet og ikke mindst 5000 kroner til et ”valgfrit lokalt håndboldformål” af sig.

- Jeg kan allerede nu sige, at pengene kommer til at gå til en ny boldrenser til FSI Håndbold.

- Det trænger vi til, og det er noget, vi alle får stor glæde af, erklærede prismodtageren prompte.

Rørt, glad og stolt

- Jeg bliver både rørt, glad og stolt, når jeg tænker tilbage på kåringen og overraskelsen, hvor jeg samtidig blev mindet om alle de ting, vi får til at lykkes i FSI’s håndboldafdeling, kvitterede Glen Kristensen.

- Det er fedt med et håndboldmiljø, hvor så mange bakker op, og hvor så mange tager del i spillernes succesoplevelser i klubben.

- Det gør mig til en meget stolt formand og til en helt vildt glad modtager af prisen, siger Glen Kristensen.

Sparekassen Kronjylland havde i december efterlyst kandidater i hele landet til titlen som årets håndbold-ildsjæl.

Dels for at hylde dem, der hver dag gør en særlig indsats i det lokale håndboldmiljø - dels for at sætte fokus på den uundværlige indsats, ildsjælene gør rundt om i de mindre klubber.

Blandt de mange nomineringer skilte Glen Kristensen sig særligt ud.

Han blev nomineret af sine klubkammerater for sine mange resultater og gode ideer i klubben.

Plads til alle - brug for alle

Han blev derfor valgt til Årets Håndbold ildsjæl.

Siden foråret 2018 har håndbolden øget medlemstallet fra 64 til 107.

- Det er vel at mærke sket i en tid, hvor mange andre klubber og foreninger oplever det modsatte.

- Hæderen er meget velfortjent, for Glen er en stor drivkraft i FSI’s Håndbold, roste afdelingsdirektør Frank Jensen, Sparekassen Kronjylland i Fårup i forbindelse med kåringen.

- Små klubber som vores har brug for alle spillere, og hos os har vi fået skabt en kultur, hvor alle føler sig velkomne og vigtige for klubben, og hvor vi også foretager os noget sammen uden for banen, når vi ikke spiller håndbold, forklarer 36-årige Glen Kristensen.

Ros fra kollegerne

Han har været håndboldformand i to år, og næstformand Lone Thorup kan til fulde bekræfte prismodtagerens værd:

- Glen er fænomenal til at få alle til at føle sig velkommen, ligesom alle hold og trænere får besøg af ham til deres træning, hvor han enten selv tager del i træningen eller viser interesse for spillere og trænere.

- Han tog initiativ til et fanhjørne i hallen, hvor spillerne kan heppe på hinanden og en frivilligvæg i hallen. Og han bidrager med ideer til optimering af hallen.

Det er også ham, der laver tidtagningslister, tilmelder os til stævner og lægger opslag på Facebook.

Han er altid smilende og klar til en snak med alle lige fra U6/8 og deres forældre til seniorerne, fremhæver Lone Thorup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...