UNDERSØGELSE: Opløftende fremgang, viser trivselsundersøgelse hos de ansatte i Mariagerfjord Kommune

MARIAGERFJORD: Hvert tredje år tager Mariagerfjord Kommunen temperaturen på de ansattes arbejdsglæde og trivsel.

- Og den nyeste undersøgelse, som netop er landet på kommunaldirektørens bord, vækker stor glæde.

Det går nemlig fremad med arbejdsglæden og trivslen i hele organisationen, lyder konklusionen.

Undersøgelsen er blevet til, før corona-smitten dukkede op herhjemme.

- Vi ser, at vores ansatte trives bedre på jobbet, end de gjorde for tre år siden.

- Det er jeg naturligvis stolt af.

- Det vidner nemlig om, at vi er godt på vej i den rigtige retning, og det på trods af nogle år præget af ganske store økonomiske udfordringer, som ledere og medarbejdere i fællesskab har bakset med, siger kommunaldirektør Lars Clement, der således kan forlade Mariagerfjord til fordel for sin gamle kommune - Skanderbborg - med oprejst pande.

Et udtryk for tillid

Den nye trivselsundersøgelse viser, at det går fremad med de ansattes generelle tilfredshed med at gå på arbejde.

- Her bliver der målt på psykologisk tryghed som et udtryk for tillid, og det er et af de områder, hvor tilfredsheden topper.

- Vi scorer højt på tillid, og det er en flot cadeau til det gode og konstruktive samarbejde i vores MED-udvalg (medarbejderudvalg, red.)

Vi har arbejdet intensivt med at skabe en arbejdskultur, hvor alle kan være trygge ved at begå fejl, sige til og fra og være modige, når de prøver noget nyt, betoner Lars Clement.

Selvom det generelle billede ser flot ud, peger undersøgelsen også på områder, hvor der er plads til forbedring.

Også plads til forbedringer

Det handler primært om krav til arbejdet og forudsigelighed i arbejdsdagen.

- Det tager vi meget seriøst.

- Vi vil både i MED-udvalgene og på de enkelte arbejdspladser drøfte, hvordan vi skaber større harmoni mellem krav, kompetencer og ressourcer, så alle vores ledere og medarbejdere oplever balance i arbejdsdagen, lover Lars Clement.

Alle ledere og medarbejdere i Mariagerfjord Kommune har som led i undersøgelsen fået et spørgeskema, der sætter fokus på psykisk arbejdsmiljø, tryghed og trivsel.

Desuden rummer undersøgelsen spørgsmål, der evaluerer den nærmeste leder.

I år har ikke mindre end 87 procent svaret på spørgeskemaet.

Det er en væsentlig fremgang siden sidste undersøgelse, hvor 75 procent udfyldte skemaet.

Høj svarprocent

Personalechef Flemming Bækby Nielsen glæder sig over den høje svarprocent.

- Det er tilfredsstillende, at så mange har svaret på undersøgelsen, fordi det betyder, at vi kan stole på resultaterne.

- Jeg ved, at både ledere og tillidsfolk har lavet et stort benarbejde for at skabe opmærksomhed om undersøgelsen, og det er dejligt, at så mange bakker op, siger Flemming Bækby Nielsen.

Senere mødes alle ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter til en fælles temadag, hvor de vil planlægge de lokale dialoger på kommunens arbejdspladser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...