I alt var der 33 ansøgninger at tage stilling til, hvoraf det altså kun var de 20, der slap gennem nåleøjet hos Sparekassen Hobro Fonden

HIMMERLAND: Sommerferien er forbi - også for Jutlander Banks store velgørende fond, Sparekassen Hobro Fonden.

Bestyrelsen i fonden har netop været samlet til årets fjerde uddeling af donationer, og i denne omgang blev der fordelt godt 1,5 millioner kroner til 20 spændende projekter. Helt præcist 1.523.154 kroner.

I alt var der 33 ansøgninger at tage stilling til, hvoraf det altså kun var de 20, der slap gennem nåleøjet.

- Vi er naturligvis kede af, at vi denne gang måtte skuffe 13 ansøgere, men vi har for det første nogle skrappe lovkrav at skulle leve op til, og derudover har vi også vores egne vedtægter og uddelingspolitikker, fastslår formand for Sparekassen Hobro Fonden, Poul Søndberg.

Den netop overståede uddeling af donationer spredte sig meget vidt, også økonomisk.

Uddelingens højdespringere var Julemærkehjemmet i Hobro med en donation på kr. 309.500,00, mens Hobro Fiskeriforening – både og fiskerihavn - og Klejtrup Kultur og Multicenter, begge modtog 300.000 kr.

Andre donationerne var af en noget anden størrelsesorden. Mindste beløb, som blev doneret i denne runde var således på 10.000 kroner, til et arrangement for Hobro Bykor og tre andre lokale kor.

Foruden de allerede nævnte initiativer blev følgende projekter tilgodeset: Julemærkehjemmet Hobro (jubilæumsgave) 80.000 kr., KFUM Spejderne Hobro 1. / Rosendal, 30.000 kr,, Oue Borgerforening, 25.000 kr., Doense-Vebbestrup IF håndbold, 12.300 kr., Gymnastikkens Venner, 70.000 kr., Solgavens Venner, 15.000 kr., Snæbum Kultur & Forsamlingshus, 55.625 kr., Vive Idrætsforening, 19.865 kr., Hjerteforeningen Mariagerfjord, 20.000 kr., Støtteforeningen for Børnehuset i Rostrup, 38.800 kr., Terndrup-Blenstrup-Bælum Seniorer, 15.000 kr., Aalborg Løbeklub, 43.700 kr., Sortebakken Gymnastik Forening, 90.000 kr., Fjordløberne Hobro, 50.520 kr., Ravnkilde Borgerforening, 24.000 kr. og Klejtrup Petanque, 13.844 kr.

Pengene i Jutlander Bank Fonden stammer fra Sparekassen Hobros gennem mange år optjente reservekapital, og den store lokale fond har i de senere år vist sig at være en sand ”guldåre” for foreningslivet og institutioner i området.

Med den seneste uddeling har fonden i alt uddelt 7.229.558 kroner i indeværende år.

- Det er vi bestemt stolte af, og jeg er også helt sikker på, at alle modtagerne er glade. Havde de ikke modtaget de mange penge, var det mange ting i området, der ikke var blevet til noget, er jeg sikker på, noterer Sparekassen Hobro Fondens formand Poul Søndberg.

Næste bevillingsmøde i fonden holdes tirsdag 15. oktober.

- Og der er stadig plads til nye ansøgninger og nye projekter. Alle ansøgninger fra området, hvor Sparekassen Hobro i sin tid havde sit virkeområde, er velkomne – store som små, opfordrer Poul Søndberg.

På nuværende tidspunkt er de tre første ansøgninger allerede indløbet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...